Tiden er så småt ved at rinde ud for de eftersøgningshold, der leder efter fly MH370. Batterierne i flyets sorte boks er nemlig ved at være flade. Derfor er det en kamp mod tiden for eftersøgningsholdene, hvis de skal finde frem til den sorte boks.
- Det er vitalt, at vi opfanger så meget information som muligt, mens batterierne på de undersøiske pejlesendere stadig er aktive, lyder det fra Angus Houston fredag.
I onsdags fremhævede den australske premierminister Tony Abbot ligeledes vigtigheden i at indsamle så mange informationer om den sorte boks location som muligt, mens tid er.
- Vi bevæger os nu ind i den fase, hvor signalet fra det, vi er overbeviste om, er flyets sorte boks, er ved at dø ud, og vi håber på at få indsamlet så meget information som muligt, inden det sker, sagde Abbot.
Der har i løbet af dagen været tvivl om, hvorvidt de signaler, der er blevet opfanget ud fra den australske kyst, rent faktisk stammer fra Fly MH370's sorte boks. Den australske premierminister, Tony Abbot, sagde natten til fredag dansk tid, at de eftersøgningshold, der leder efter flyet ud fra Australiens kyst, er overbeviste om, at signalerne stammer fra fly MH370's sorte boks.
Men den australske efterforskningsleder Angus Houston nedtonede efterfølgende denne udmelding og sagde, at det var usandsynligt, at de seneste opfangede signaler stammer fra MH370's sorte boks.
- Ifølge den information, som jeg har, har der ikke været noget større gennembrud i eftersøgningen af MH370, sagde Houston natten til fredag.