Er du den heldige vinder, eller ved du noget andet om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Danske Spil efterlyser en heldig vinder, der spillede Eurojackpot i fredags. Andenpræmien blev nemlig udløst på en kupon, som er købt i Kvickly i Allerød i Nordsjælland.

»Hvis du mener, at du har vundet gevinsten, så kan du gå ned i en hvilken som helst Danske Spil-forhandler,« siger Thea Gade-Rasmussen, kommunikationsrådgiver hos Danske Spil, til BT.

Her vil butikken give vinderen et telefonnummer til Danske Spil, så gevinsten kan blive udbetalt. For når jackpotten er over 10.000 kr., så kan man ikke få dem udbetalt direkte.

Det gælder denne gevinst, som er på 2.541.948 kroner.

Vinderen bliver også tilbudt millionærrådgivning. Det gør det nemlig nemmere for den nyslåede millionær at forvalte de mange penge.

»Så kan vinderen komme på en rejse, som vedkommende altid har drømt om eller istandsætte hus, hvis de vil det,« forklarer Thea Gade-Rasmussen.

For det kan nemlig ske, at vinderne ikke kan finde ud af at forvalte de mange penge selv. Og det er ærgerligt, mener hun.

Selvom Danske Spil gerne vil høre fra vinderen så hurtigt som muligt, så haster det dog ikke. Vinderen har nemlig et helt år til at indløse sin gevinst. Hvis ikke det sker, så ryger gevinsten tilbage i den store pengepulje, som alle kan vinde.