Det er i dag præcis to måneder siden, at Ulrik Wilbek sagde sin stilling op som sportschef i Dansk Håndbold Forbund. Det største danske håndboldnavn nogensinde følte sig som bekendt tvunget til exit, efter balladen omkring hans person var tæt på orkanstyrke, da BT og TV2 i detaljer kunne afsløre, hvordan Wilbek på et krisemøde under OL i Rio havde forelagt spillerne muligheden for at fyre landstræner Gudmundur Gudmundsson.
Dermed har DHF gået i to måneder uden en mand/kvinde til at varetage det øverste sportslige ansvar. Generalsekretær Morten Stig Christensen og næstformand Carsten Grønmann Larsen har påtaget sig et minimum af opgaverne, men det handler mest om, at de færdiggør den vitale masterplan til Team Danmark, inden støttekronerne skal uddeles i det nye år.
Men sådan rigtige sportschefer er de ikke.
Og noget tyder på, at DHF kommer til at være uden sportslig førerhund i (for) lang tid. Godt nok er der i denne uge udarbejdet en profilbeskrivelse på den kandidat, DHF søger, men mine kilder i håndboldforbundet fortæller mig, at alt tyder på, at ledelsen først for alvor påtænker at intensivere jagten på Ulrik Wilbeks afløser, når herre-VM i januar er færdigspillet.
Med mindre det bliver en ansættelsesproces, som overskrider alle fartgrænser, kan der altså sagtens gå en hel sæson, hvor man ikke har en sportschef.
Det forstår jeg ingenting af. Det er selvfølgelig altid fornuftigt at gøre sig umage i bestræbelserne på at træffe en rigtig beslutning, men jeg synes, vigtigheden af at finde en ny sportschef er så stor, at det skal have høj prioritet. For der er rigeligt at tage sig af på den front i øjeblikket.
På damesiden står man med akutte problemer på A-landsholdet, der ikke lever op til forventningerne.
Landstræner Klavs Bruun Jørgensen vil have indført nogle ændringer ned gennem systemet, så Danmark på sigt kan komme tilbage på toppen og spille med om medaljer. Noget skal ændres fundamentalt, så ungdomslandsholdene begynder at producere spillere, der kan begå sig på højeste internationale niveau.
Men det er ikke Klavs Bruun Jørgensens job. Det er en sportschef-opgave at formulere, formalisere og implementere de ændringer.
Ligeledes er der brug for en lederskikkelse, som kan banke i bordet og få ryddet op i al den fnidder, der er i dameverden, så A-landsholdet kan få optimale betingelser. Akkurat som Ulrik Wilbek gjorde det for fire år siden, da der var et ulmende oprør på vej mod daværende landstræner Jan Pytlick. Og som jeg egentlig har haft indtryk af, at han også har gjort løbende med sin blotte tilstedeværelse i en verden, der er langt mere giftig, end de fleste forestiller sig.
Lige nu kastes der knive på kryds og tværs, og det er forstyrrende for den nødvendige kursændring, som landsholdet forsøger at gennemføre.
Fraværet af en sportschef betyder samtidig, at mange af de administrative opgaver bliver skubbet videre ned i systemet til blandt andre talentchefer og ungdomslandstrænere, og det giver selvsagt en større arbejdsbyrde.
Derfor føler flere i DHF-systemet lige nu, at presset er så voldsomt, at de har svært ved at udføre deres arbejde tilfredsstillende.
Det siger sig selv, at det også er problematisk.
Der er brug for, at de nøglepersoner, der er ansat til at sørge for fremtidig succes på landsholdene, får rum til at udnytte deres spidskompetencer.
Retter vi blikket mod herresiden, vil en sportschef også sagtens kunne finde noget at tage sig til. Eksempelvis ville det pynte gevaldigt med en kompetent skikkelse til at håndtere tvivlen omkring Gudmundur Gudmundssons kontraktforlængelse.
Og selvom Danmark lige har vundet OL-guld, er der også hos herrerne brug for, at man hele tiden udvikler og fornyr sig, for der er rigeligt med konkurrence og initiativer fra de andre topnationer.
Opgaven med at sikre det? Ja, det ligger i sidste ende hos en sportschef. Som så meget andet vigtigt.
Del: