Politiet leder efter to gerningsmænd, der mandag eftermiddag slog en 12-årig pige i ansigtet og stjal hendes taske.
På vej hjem fra skole blev en 12-årig pige mandag kl. 13.30 overfaldet af to unge mænd, der slog hende i ansigtet og stjal hendes computertaske.
Pigen kom gående på sti gennem en tunnel, der går under Jernaldervej i Hasle i det vestlige Aarhus, da de to unge mænd kommer kørende bagfra på en knallert.
Ifølge politikommissær Mogens Brøndum ved Østjyllands Politi standsede de to unge mænd op ved pigen og begyndte at stille hende forskellige spørgsmål.
- De spørger hende om flere forskellige adresser, og pigen svarer. Pludselig slår den ene af mændene hende med knytnæve i ansigtet ved det ene øje, forklarer Mogens Brøndum.
Overfaldsmanden snuppede herefter pigens computertaske med en bærbar computer og en fysikbog.
Derefter stak de to unge mænd af på knallerten i retning mod Skjoldhøj Kirke.
Gerningsmændene beskrives som:
A: Mand, ikke etnisk dansker af udseende, 15-16 år, 175 cm. Kropsbygning: Almindelig, hudfarve: Brun. Yderligere kendetegn: Skægstubbe, gullige tænder, talte dansk med accent. Iført: Sort regnjakke med hætte og blå hængerøvsbukser.
B: Mand, ikke etnisk dansker af udseende, 15-17 år, 175 cm. Kropsbygning: Kraftig, hudfarve: Brun. Yderligere kendetegn: aflangt ansigt. Talte dansk. Iført sort regnjakke med hætte, og blå hængerøvsbukser.
Politiet kan kontaktes på tlf. 114.