Mandag efter midnat er det for sent. Når først det er blevet tirsdag, er der ingen vej tilbage. Så det er nu, du skal beslutte dig for, om du vil hæve din efterløn eller ej.

Men selvom der endnu er nogle timer at løbe på, er det en god idé at tage stilling hurtigst muligt. Efterlønsbidraget er nemlig et brandvarmt emne, der har gjort telefonerne rødglødende i landets a-kasser op til deadline, og der meldes om lange telefonkøer.

- Vi har haft travlt lige siden april, hvor det første gang blev muligt at få udbetalt sit efterlønsbidrag. Men vi har stadig travlt. Vi har holdt åbent hele weekenden, hvor der virkelig har været pres på, siger Gitte Bek Frandsen, konsulent hos 3F.

De har ikke set sig nødsaget til at kalde ekstra medarbejdere på arbejde, men dem, der er mødt ind, har ikke kunnet beskæftige sig med andet de seneste dage. Her på falderebet er a-kasserne nemlig blevet bombarderet med henvendelser fra tvivlerne.

Også hos FOA kan de mærke, at det er ved at være sidste udkald. De har oplevet 1200 daglige henvendelser den senere tid, fortæller konsulent Helle Steppat.

- Vi har haft ekstra bemanding på telefonrådgivningen. Vores medlemmer ved godt, at de får en bunke penge, men mange er i tvivl om, hvad de så kommer til at miste til gengæld, siger Helle Steppat, der råder medlemmerne til at tænke sig godt om.

- I FOA er der mange der har arbejdet rigtig hårdt. Det er ikke sikkert, de kan holde meget længere på arbejdsmarkedet, så de skal være helt sikre på, hvilke muligheder de har i fremtiden.

Og det budskab bakker man op hos et af landets mindre a-kasser, El-fagets Arbejdsløshedskasse.

- Vi kan ikke rådgive, men vi kan vejlede. Og når medlemmerne ringer ind med spørgsmål, kan vi kun spørge: Vil du kunne arbejde frem til pensionsalderen?, siger forretningsfører Jørgen have Poulsen, der oplever over 100 daglige henvendelser mod de 50, a-kassen plejer at få.

Kan man svare ja til spørgsmålet, har man truffet sit valg, fortæller han. Men svarer man nej, skal man vide, at man afskriver sig muligheden for seniorjob ved at melde sig ud af efterlønsordningen.

Helt præcist betyder seniorjob- ordningen, at kommunen skal finde et passende job til en overenskomstmæssig løn til personer, der mister retten til dagpenge i de sidste fem år inden efterlønsordningen. Vel at mærke personer, der er tilmeldt efterlønnen.

Hos El-fagets a-kasse havde man forventet, at 20% ville have udbetalt deres efterløn. Her på sidstedagen har det vist sig, at 40-50% har ønsket at få en pose penge i hånden.

- Det er rigtig højt. Det kommer bestemt bag på mig, siger Jørgen Have Poulsen fra E-fagets a-kasse, der med et medlemstal på knap 23.000 har udbetalt 250 mio. kr.

Hos FOA havde 41.409 af a-kassens knap 200.000 medlemmer fået udbetalt over 1,7 mia.kr. sidste onsdag, da tallet senest blev gjort op.