Poul Joachim Hansen hed han, men i rockerkredse var han kendt under navnet Big Mac.
I sine velmagtsdage var han pengemand i Bandidos. Han var ekspert i økonomisk kriminalitet og levede et luksusliv med Mercedes og kæmpevilla med havudsigt.
En sommernat i 2014 mødte han døden i et slagsmål på værtshuset Van Helsinge. Et banalt skænderi udviklede sig til nævekamp, og en serie af hårde knytnæveslag gik rent ind på Big Mac og udløste et hjertestop. Han fik rockernes svar på en statsmandsbegravelse. Motorcykelkortege. Masser af rygmærker. En stor sten af granit med klubbens logo. Men den hellige grav er ikke vel forvaret.
Teknikere sikrer spor
Men et ukendt antal hærværksmænd har sneget sig ind på kirkegården ved Græsted Kirke. Dér har de væltet rockerens gravsten og tilsyneladende forsøgt at grave ham op af jorden. Et forehavende, de åbenbart har opgivet, inden de nåede ned til kisten.
Gerningsstedet omkring graven var fredag morgen spærret af med politistrimmel, mens kriminalteknikere arbejdede på stedet for at finde og sikre spor.
»Vi fik en anmeldelse om sagen fredag morgen, efter at det var blevet opdaget af nogle gravere, der er tilknyttet kirken. Umiddelbart ser det ud til, at gravstenen er blevet væltet, og at der er blevet gravet på gravstedet. Det tyder dog ikke på, at man er nået ned til kisten – så dybt har man slet ikke været,« oplyser efterforskningsleder Kenneth Støvhase fra Nordsjællands Politi til BT og tilføjer:
»Der er umiddelbart ikke noget som tyder på, at der er fjernet noget fra gravstedet, men gravstenen er væltet. Nu er der nogle tekniske undersøgelser i gang på gravstedet, og foreløbig har vi ingen idé om, hvad motivet til gravskændingen kan have været.«
Skuddrama efter drab
Manden, der slog Big Mac ihjel, var 24-årige Dennis Kronome Vestergaard. Han havde flere domme for vold og drabsforsøg bag sig. På gerningstidspunktet havde han pumpet sig med steroider. Han blev idømt forvaring, fordi retten fandt, at han udgjorde en nærliggende fare for andres liv og helbred.
Inden retten havde afsagt dom, forsøgte fem unge mænd ifølge politiets sigtelse at skaffe retfærdighed ad anden vej.
20. marts 2015 blev der skudt mod et hus, hvor den 24-åriges lillebror befandt sig. Lillebroren var også til stede, da Big Mac blev dræbt og blev oprindeligt anholdt og sigtet.
Stemningen var yderst anspændt, da de to brødre blev fremstillet i grundlovsforhør, og der var flere Bandidos-rockere til stede i retslokalet.
Lillebroren slap imidlertid for tiltale, da han ikke havde slået toprockeren.
Om hærværket mod Big Macs grav har relation til drabet og det efterfølgende skyderi, er endnu uvist.