Lokalpolitiet i Holbæk beder nu offentligheden om hjælp til at finde gerningsmanden bag en meget voldsom voldtægt i Holbæk. Voldtægten foregik natten til søndag 16. juni i en gyde ved diskotek Cleopatra mellem klokken 04 og 06.

Det var en særdeles voldsom voldtægt, hvor gerningsmanden truede med at slå offeret ihjel, hvis hun fortalte nogen om voldtægten, gav hende en lussing, sparkede hende og rev hende på hofterne, da hun forsøgte at stikke af fra ham.

- Offeret valgte i første omgang ikke at anmelde voldtægten af frygt for gerningsmanden, og lider stadig af men efter voldtægten, siger Politiassistent Mette Liv fra Holbæk Lokalpoliti.  

Efter syv uger ændrede hun mening og anmeldte episoden til politiet. Politiet har ingen spor eller DNA-spor, og beder nu om hjælp fra eventuelle vidner.