EGYPTEN: Der er 40 grader i den egyptiske hovedstad. Det er varmt selv for en befolkning vant til ørkenen, og kun få mennesker bevæger sig rundt i gaderne i centrum. Det skriver b.dk.

Tahrir-pladsen ligger næsten helt øde hen. Et par telte giver skygge for solen, men der er flere biler end folk til fods omkring den store rundkørsel, der er blevet revolutionens symbolske omdrejningspunkt.

Præsidentvalgets anden og afgørende runde slutter søndag, hvor den islamistiske Mohamed Morsy står over for Ahmed Shafik, der af kritikerne kaldes en tilbagevenden til det tidligere regime. Det skulle have været en festdag og kulminationen på landets overgang til demokrati, men begejstringen er svær at få øje på.

Tværtimod finder valget sted i et helt uoverskueligt politisk kaos, hvor nogen mener, at de regerende generaler er ved at give det endelige dødsstød til den demokratiske proces.

- Det er en meget slem situation. Det kup, militæret begyndte, da Mubarak blev afsat, er nu ved at blive et fuldbyrdet statskup, siger Ahmed Naguib, der som en af de mest fremtrædende stemmer fra Tahrir-pladsen forsøger at etablere en politisk platform for de revolutionære, til Berlingske.

Han henviser til, at Det Øverste Militære Råd har ansvaret for den alvorlige cocktail af økonomisk, sikkerhedsmæssig og forfatningsmæssig krise, som landet befinder sig i. Rådet af generaler har været øverste egyptiske myndighed med diktatorisk magt, siden ekspræsident Hosni Mubarak blev afsat for 16 måneder siden. De lovede at skabe fundamentet for det første folkevalgte styre i landets mangetusindårige historie, men i stedet har de fokuseret på at bevare og udbygge deres egen magt, siger Naguib:

- De har ikke foretaget sig andet end at ødelægge dette land.

Mange egyptere har svært ved at se revolutionen i det valg, som de nu står over for. Nogle af de revolutionære bevægelser har anbefalet en boykot, men et par forkølede forsøg på at samle til massedemonstrationer de seneste dage har vist, at de i hvert fald lige nu ikke har befolkningens opmærksomhed.

I Embaba-kvarteret i Cairo for den lavere egyptiske middelklasse har Muhammed ved et valgsted valgt sin helt egen form for protest med indbygget stille håb for fremtiden:

- Vi har ingen at vælge imellem. Det gør ingen forskel for egypterne, om det bliver den ene eller den anden, der vinder. Derfor har jeg taget min 4-årige søn med, så han kunne lære at stemme. Jeg viste ham stemmesedlen, og så besluttede han, siger han til Berlingske.

Adam viser sin finger frem med blåt blæk ligesom sin fars. Muhammed stemte i første runde på én ud af en lille håndfuld præsidentkandidater, der blev betragtet som sympatisk indstillet over for de egyptere, der gik på gaden i januar og februar 2011 og blev der i 18 dage, indtil Mubarak måtte gå af.

Den manglende samling af stemmerne kostede dyrt. Selv om de tilsammen fik næsten halvdelen af de afgivne stemmer, var det Mubaraks tidligere premierminister og Det Muslimske Broderskabs kandidat, der gik videre til anden og afgørende valgrunde lørdag og søndag.

- Jeg tror, at revolutionen er ved at dø. Den er som en syg mand, siger han.

Araf er ikke enig:

- Jeg stemte for Morsy. Vi må udnytte den nye situation og prøve en ny vej. Shafik var bare en assistent for Mubarak, siger han til Berlingske og advarer om, at valgresultatet kan få konsekvenser.

- Vi kan også tage til Tahrir igen. Hvis Shafik vinder, tager vi hen på pladsen.

Resultatet af valget er først ventet onsdag eller torsdag i den kommende uge.