Med succes kommer også misundelse.
Det har Team Sky om nogen måtte sande under det års Tour de France. Det britiske mandskabs bragende succes har gjort dem til hadeobjekt nummer et blandt flere cykelfans med andre præferencer.
Buhråb, skældsord og sågar skub er i disse uger hverdag for de sortklædte pedalatleter.
Lørdag kulminerede det, da kaptajn Chris Froome angiveligt fik kastet urin efter sig undervejs på 14. etape.
Den oplevelse har nu fået den konsekvens, at sikkerheden omkring Team Sky er blevet markant skærpet.
Forud for dagens etape har seks franske politifolk således taget opstilling foran rytterne og deres bus, så ingen tilskuere har mulighed for at genere dem.
Chris Froome, der normalt er meget afdæmpet, gav lørdag udtryk for, at hans grænse var overskredet.
»En tilskuer kastede en kop urin på mig og råbte 'dope'. Det er simpelthen ulækkert. Det er ikke i sportens ånd. Det gør man bare ikke,« lød det fra Froome, der samtidig langede ud efter de medier, der i forlængelse af hans præstationer på de franske landeveje har berettet om den evigt eksisterende dopingmistanke mod cykelsportens hurtigste ryttere:
»Vi arbejder ekstremt hårdt for det, vi gør, og at en person gør det (kaster urin, red.), er ekstremt respektløst. Meget uheldigt. Jeg synes, at nogle af mediernes dækning af løbet ikke har været professionel. Det, tror jeg, har medført den her hændelse i dag (lørdag, red.).«
Froome og de øvrige Tour-ryttere skal søndag ud på en 183 kilometer lang etape fra Mende til Valence.
