Mange danskere er dybt berørt af de tragiske terrorhandlinger, der lørdag eftermiddag og søndag nat har kostet to civile personer livet og såret fem politibetjente - heraf to PET-livvagter.

Særligt de personer, der har været vidne til skudattentaterne, kan blive påvirket de voldsomme begivenheder. Derfor oplyser Københavns Politi på Twitter, at de borgere, der har brug for det, kan få krisehjælp ved Region Hovedstadens akutberedskab.

»Har du været nær de alvorlige hændelser og føler stresssymptomer, kan Region Hovedstadens akutberedskab rådgive på tlf. 3864 7360,« skriver Københavns Politi på Twitter.

For de politibetjente, der lørdag aften og søndag nat har været involveret i jagten på gerningsmanden, vil der søndag blive arrangeret psykologiske debriefinger af nattens hændelser. Der vil betjentene sammen med en psykolog gennemgå begivenhederne fra start til slut.