Belgisk politi har frigivet nye optagelser af en mistænkt fra angrebene mod Bruxelles 22. marts.

De nye overvågningsbilleder viser den mistænkte fra Zaventem-lufthavnen, som tidligere er vist på billeder sammen med to af selvmordsbomberne.

Manden, der er kendetegnet ved sin bøllehat og lyse jakke, er efter eksplosionerne i lufthavnen set flere steder i Zaventem-forstaden og senere i mere centrale områder af Bruxelles.

Han er siden blevet kendt som 'manden i den hvide jakke'. Og lige siden terrorangrebene i Bruxelles har belgisk politi været på jagt efter ham.

Og netop derfor har politiet i Belgien nu valgt at offentliggøre videoen, hvor de optegner mandens rute gennem Bruxelles.

Videoen er blevet lagt på Youtube i det håb, at offentligheden kan hjælpe med at finde manden, som man mener, er en af terroristerne bag angrebet på Bruxelles, der kostede adskillige livet 22. marts.

Mandens færden
I teksten i forbindelse med videoen på Youtube skriver belgisk politi, hvorfor de lægger videoen ud til offentligheden.

De ønsker at fastslå 'manden i den hvide jakkes' færden efter angrebet på Zaventem-lufthavnen. Politiet skriver blandt andet:

'I forbindelse med efterforskningen af angrebet på lufthavnen i Bruxelles 22. marts 2016 ønsker politiet at finde den rute, som gerningsmanden tog under sin flugt,' skriver politiet, der forsætter med at give de oplysninger om mandens rute, som de kender til:

'Efter bomberne eksploderede klokken 07.58, gik manden iført en lys jakke og en hat ud ad bygningen, forbi Sheraton hotel, drejede til højre mod AVIS parkeringsplads og forlod lufthavnsområdet.'

Har du set jakken?
'Så gik han gennem Zaventem by, og i mellemtiden bortskaffede han den lyse jakke. Ved 08.50 kom han til en skillevej mellem 'Grote Daalstraat' og 'Chaussée de Louvain'. På det tidspunkt havde han en lys bluse med opsmøgede ærmer. Han gik på 'Chaussée de Louvain' op til 'Meiser Korsvej', hvor han blev optaget på overvågnings-tv klokken 09.42.'

'Han gik videre på 'Chaussée de Louvain', hvor han igen blev filmet klokken 09.49, derefter på 'Avenue de la Brabançonne', hvor han forsvandt ved en skillevej ved 'rue du Noyer' klokken 09.50.'

Politiet skriver herefter, at de meget gerne vil have fat i den lyse jakke, som manden på et tidspunkt under flugten fra lufthavnen smed fra sig, da den kan være afgørende for at hjælpe efterforskerne i sagen.

Herefter beder politiet folk om at kontakte dem, hvis man har oplysninger om mandens videre færden, eller hvor jakken befinder sig. Man kan ringe til dem på 0032 2 554 44 88, hvis man ringer uden for Belgien.

/Ritzau/