Et tilfældigt møde til en familiebegivenhed blev startskuddet til en blomstrende kærlighed mellem grev Ditlev Ahlefeldt-Laurvig og Christina Hage, der er født baronesse.
Den 50-årige greve har siden sin skilsmisse fra grevinde Jean boet i London med parrets to døtre - Ingrid på 12 og Ellen på 10 år. Men et møde til en familiebegivenhed tidligere i år har gjort ham forelsket - og kastet ham ud i et langdistanceforhold med den advokatuddannede Christina Hage.
Det fortæller han til BILLED-BLADET.
Faktisk har han og Christina kendt hinanden 'sporadisk i mere end tyve år', da de er kommet i samme kredse, men efter mødet til familiebegivenheden udviklede deres forhold sig hurtigt.
Der er dog lidt afstand mellem dem, da Ditlev Ahlefeldt-Laurvig fortsat bor i London, mens Christina Hage - der er datter af lensbaron Frederik Rosenørn-Lehn fra Oreby Gods på Lolland - bor i Danmark.
»Christina har jo også sine forpligtelser i Danmark, så indtil videre er det et 'long-distance'-forhold. Det er selvfølgelig ikke optimalt, men heldigvis er der ikke så langt mellem Danmark og England, så det går fint,« fortæller Ditlev Ahlefeldt-Laurvig, der er nær ven og jagtkammerat med kronprins Frederik, til BILLED-BLADET.
Ligesom greven er Christina Hage også fraskilt og har to børn - en søn og en datter. Hun er født baronesse, men hun mistede titlen, da hun giftede sig med sin nu tidligere ægtemand Christoffer Hage.

