Efter endnu et rekordår udvider Danmarks største sushikæde - Sticks'n'Sushi - med nye restauranter.

De nye restauranter kommer til at ligge i både Danmark, England og Tyskland. Det skriver Finans.dk.

Udvidelsen kommer, efter den danske restaurantkæde havde endnu et rekordår og kom ud af det seneste regnskabsår med en omsætning på 423 millioner kroner.

Dog er restaurantkædens indtjening mindre imponerende. Blot 2,8 millioner kroner tjente Sticks'n'Sushi, mens overskuddet året før var på næsten ti millioner.

Det er dog en bevidst strategi, forklarer medstifter og adm. direktør Kim Rahbek Hansen til Finans.dk.

»Vi har stadig sorte tal på bundlinjen, selvom vi investerer kraftigt. Det er fuldstændig i tråd med vores strategi, at vi ikke skal lave kæmpestore overskud. Gjorde vi det, var det fordi, vi ikke rykkede nok,« siger han.

Af de nye restauranter kommer én til at være den første i Tyskland, fire nye dukker op i London, mens den sidste vil være at finde i Tivoli Hjørnet, der er under opførelse i det centrale København.

Sticks'n'Sushi blev grundlagt i 1994.