På grund af en personpåkørsel kl. 7.02 ved Børkop kører der i øjeblikket ingen tog mellem Fredericia og Vejle.

Det oplyser Banedanmark.

Påkørslen skete, hvor jernbanen og Møllegade krydser hinanden. Der er tale om en 49-årig mand, som er blevet påkørt.

- Personen er blevet ramt på skulder-/armregionen, og han er nu blevet kørt på skadestuen til videre behandling, siger Lars Grønlund, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

De er nu ved at undersøge de nærmere omstændigheder og årsagen til, hvorfor den 49-årige er blevet ramt.

Hverken Banedanmark eller Sydøstjyllands Politi kan sige noget om, hvornår togene kommer til at køre normalt igen.

- Vores opgave er nu at få sat en ny loko-fører ind på strækningen, hvilket vi gør via Banedanmark. Og så bliver toget undersøgt, sådan at der ikke er nogen fejl eller noget, der gør, at toget ikke fungerer optimalt, fortæller Lars Grønlund

Der er midlertidigt indsat busser mellem Fredericia og Vejle.

BNB