"Vi har hørt om den forfædelige tragedie. Og selv om vi ikke boede her, da det skete, er det en uvirkelig og ubehagelig tanke," siger en ung nabomor og knuger ubevist sin lille dreng ind til sig.

Men selv om til- og fraflytningen er stor i denne idylliske turistby i skyggen af den dampende bjergkæde, tager det ikke lang tid at finde øjenvidner, der alt for tydeligt husker Peter, Ole og Anna Lundins besyderlige og tragiske liv (og død) i det amerikanske.

"Den slags sker ikke ofte i vores lille by. Og siden mordet har tingene ikke været helt det samme. Det er somom en frygt stadig ligger over huset og i byens underbevisthed," siger ægteparret B.S. og Elsie Orrell.

Da de to pensionister flyttede ind i 1989, boede familien Lundin allerede i deres træhus. Og selvom de ikke så meget til de to danskere og deres tyske hustru og mor, stiftede de hurtigt bekendsskab med lille teenage-Peter og hans dårlige rygte.

"Han stjal vores datters cykel og forsøgte at bryde ind i vores hus," siger B.S. Orrell, der stadig ikke er kommet sig over de grusomme nyheder, som B.T. har bragt med hjemmefra.

"Jeg fatter ikke, at han er sluppet ud af fængslet efter bare seks år. Jeg vil ikke bebrejde danskerne, hvis de er gale på vores vanvittige straffesystem," siger B.S.Orrell.

"Men han får vel dødsstraf," siger Elsie. Og bliver tydeligt skuffet, da B.T. fortæller hende, at den slags ikke er fundet sted i Danmark siden midten af sidste århundrede.

Da Peter og Ole Lundin i 1993 uden held forsøgte at flygte ud af USA, blev huset på Spring Lake Drive sat på tvangsauktion. Og det tog ikke lang tid, før en ældre dame flyttede ind og efter aftale med byens rådhus ændrede det daværende husnummer fra 406 til 460.

"Hun forsøgte at lave om på så meget som muligt - for ikke at blive mindet om det brutale mord. Men selvom hun fik boligen til at se helt ny og indbydende ud, holdt hun ikke ud længe. Hun flyttede bare to år senere," husker Elsie.

"Siden dengang har mordhuset stået tomt, på nær nogle enkelte familier, der alligevel ikke brød sig om at bo der og hurtigt flyttede væk igen," siger B.S. Orrell og tilføjer:

"Måske spøger det derovre...."

Da B.T. aflagde den lille bjergbolig besøg, havde den ny familie kun flyttet deres møbler ind. Og huset stod stadig tavst og ventede på sin næste lejer.

"Det første, jeg husker om Peter, er hans folkevogn. Han kørte op og ned ad vores lille grusvej med mindst 60 km/t. Og når jeg bad ham holde op, bandede han bare ad mig og satte hastigheden op - dengang var han vel bare 15 år gammel og allerede fuldstændig ligeglad med alle andre," siger Orrell.