Jensens Bøfhus sætter nu deres eget hovedsæde i Læssøegade i Odense til salg for at skaffe kapital til at føre forretningen videre. Det skriver flere medier, herunder TV2 Fyn.
Den kendte bøf-restaurant har tabt 117 millioner kroner de seneste tre år, hvilket har fået kæden til at sætte flere ejendomme, der indeholder både kontorbygninger og restauranter til salg for at skaffe penge.
Jensens Bøfhus skal dog ikke ud og finde nye lokaler til deres administration, da salget vil blive betinget af en ti-årig leaseback aftale, hvilket betyder at Jensens Bøfhus kan blive på adressen. Ejendommen i Læssøegade kommer til at koste 23,3 millioner kroner, når den mandag sættes til salg gennem ejendomsfirmaet Colliers.
Ifølge TV2 News, så kan en investor sikre sig et afkast på syv procent i forbindelse med handelen af ejendommen, som har 1.296 kvadratmeter kontor og restaurant og 648 kvadratmeter kælder.
Jensens Bøfhus sælger desuden andre og mere kostbare ejendomme. Koncernen har også sat en jagtejendom til 59 millioner kroner på Nordfyn til salg.
»Det sker for at styrke kerneforretningen som bøfhus og forbedre likviditeten i den turnaround, som kæden er på vej igennem,« siger Peter Arnfeldt, presseansvarlig for Jensens Bøfhus til TV 2/Fyn.
Udover tabet af 117 millioner kroner, så har Jensens Bøfhus gæld på 160 millioner kroner til SEB Bank på 160 millioner kroner og egenkapitalen i det seneste regnskab var på blot en million kroner.
Jensens Bøfhus har årligt cirka fem millioner gæster.
