Udbrændte karosserier er blevet hverdag i det danske gadebillede. På bare et år er antallet af bilafbrændinger på landsplan eksploderet. Værst står det til i hovedstaden, mens Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplever den største stigning i forhold til sidste år.
Forkullede og nedbrændte bilvrag har længe været forbundet med uroplagede forstæder til Paris eller Malmøs berygtede ghetto, Rosengård.
Dugfriske tal fra Rigspolitiet vidner dog om en virkelighed, hvor bilafbrændinger i stor stil også finder sted på dansk jord. I første halvår af 2017 er der således registreret 412 bilbrande mod 268 i første halvår af 2016. Altså en stigning på mere end 50 procent. Og en udvikling, der giver rynker i panden hos Rigspolitiet:
»Det ser vi på med stor alvor, for borgerne skal selvfølgelig trygt kunne parkere deres biler,« siger kommunikationsdirektør hos Rigspolitiet, Anders Frandsen, som understreger, at det samlede antal bilafbrændinger dækker over både forsikringssvindel og hærværk.
Ifølge politiet er det ikke muligt med kirurgisk præcision at tegne et kort over, hvor bilbrandene opstår. Hovedparten finder sted i byområder med sociale boligbyggerier, men også på mindre veje - med 'almindelige' parcelhuse - er biler blevet opslugt af fremmedes flammer.
Flest bilbrande i hovedstaden
Klart står det dog ud fra Rigspolitiets tal, at københavnernes biler er mest udsat. Alene i første halvår af 2017 har politiet registeret 75 bilafbrændinger i hovedstaden.
Næstværst står det til i Sydsjællands og Lolland-Falsters politidistrikt. Her har man oplevet den største stigning i forhold til sidste år, hvor lugten af brændt kølerhjelm og svedet gummi ’kun’ bredte sig 51 gange. I 2017 er der allerede registreret 67 bilbrande.
»Vi ved ikke, hvad stigningen skyldes. Brandene opstår spontant og kører som bølger i nogle perioder, inden de stopper igen,« siger Thorkild Steen Jensen, politiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
»Voldsomt utryghedsskabende«
Over for BT fortæller han, at problemerne primært finder sted i Slagelse. Dog har politiet - den indsnævrede geografi til trods - endnu ikke sigtet nogen i de 67 brandsager fra i år.
»Det er svært at sikre beviser på en udbrændt bil, men vi gør, hvad vi kan for at forebygge, at det sker. Dels i samarbejde med boligselskaberne, kommunen og i SSP-regi. Og samtidig gør vi alt for at efterforske sagerne, men vi har desværre ikke været i stand til at sigte nogen endnu,« siger Thorkild Steen Jensen, som kalder de mange afbrændinger ”voldsomt utryghedsskabende”.
Unge mænd set stikke af
I Kolding, som ligger under Sydøstjyllands Politi, har man siden 1. januar registreret 32 bilafbrændinger. Senest 6. maj, hvor en Toyota Carina gik op i røg på Lærkevej. En klassisk parcelhusvej, der grænser op til det sociale boligområde Skovparken.
»Vi fik en anmeldelse fra en person, der havde set en gruppe unge mænd løbe væk fra bilen, idet flammerne fik fat, fortæller Arno Rindahl Petersen, politikommissær ved Sydøstjyllands Polti.
Samme brandmetode
Det voksende antal danske bilafbrændinger fik sidste år den amerikanske avis New York Times til at skrive om, hvordan herværks-fænomenet stortrivedes blandt ’verdens lykkeligste befolkning’. Under titlen 'Car Attacks in Denmark Spread 'Like an Infection' (Bilafbrændinger i Danmark spreder sig 'som en infektion', red.) beskrev avisen, hvordan alle bilafbrændinger i forhold til fremgangsmåde stort set følger samme mønster: Man smadrer en rude og tænder ild til bilens interiør.
Fremgangsmåden er velkendt i samtlige politidistrikter, BT har talt med.
Langt mindre velkendt er dog, hvem, der benytter sig af fremgangsmåden, samt hvorfort?
Følelsesmæssig nydelse
Ifølge Jakob Demant, lektor i sociologi på Københavns Universitet, er der flere sandsynlige grunde til, at folk brænder biler af. En grund kan være forsikringsager. En anden er det, han kalder den 'ekspressive form for kriminalitet', som bunder i en reaktion mod sine omgivelser:
»Man taler om en form for følelsesmæssig nydelse i overskridelsen, som er noget af grundlaget for kriminaliteten, siger Jakob Demant.
I det konkrete brandattentat fra Kolding blev unge mennesker set løbe væk fra den brændende bil, og det billede mener sociologen passer godt ned over, hvem der generelt står bag de mange bilbrande:
»Ungdomskriminalitet er mindre rationel, og derfor er det sandsynligt, at det er unge eller unge voksne, der står bag. Vi ved, at unge har den laveste grad af selvkontrol, og at det er sværere for dem at holde sig selv tilbage, hvis det er noget, de rent følelsesmæssigt bliver involveret i, siger han og fortsætter:
»Dog ved vi hverken, om det er en klasse- eller etnicitetsmæssig problematik, der skaber det her i Danmark, og derfor kan det ligeså vel være etnisk danske, veltilpassede unge, som prøver fænomenet af som en grænseoverskridende aktivitet.«
