Ikke så meget på computerne. De hviler, mens 5-600 journalister intenst via TV-skærmene følger med i afgørelsen på årets første majestætiske bjergetape i Tour'en.

Men de fleste klaprer af kulde. Godt gennemblødte. Temperaturen har lige sneget sig op over frysepunktet.

Så kører den fortvivlet kæmpende overraskelse Ochoa over stregen som vinder.

En infernalsk jubel bryder løs.

De fleste rejser sig i klapper og jubler.

42 sekunder senere kører Lance Armstrong over stregen efter at have pulveriseret feltet på sit ridt op ad bjerget. Og han får samme hengivne applaus.

Hans ridt har sendt et beundringssus gennem forsamlingen, som man ikke har hørt siden Riis lavede en tilsvarende præstation samme sted i 1996.

Ullrichs samlede sejr i 1997 aftvang langtfra samme beundring.

Festina-affæren lagde en solid dæmper på jubelen, da Pantani fløj fra alle med sit lette tråd i 1998.

1999 var prøvelsens år. Journalistfeltet var fyldt med nye ansigter. Ansigter, som først og fremmest var interesseret i dopinghistorier. De ledte og ledte, men fandt meget lidt - bortset fra hjemsendelsen af Lottos Ludo Dierckxens, fordi han gik i panik og indrømmede at have brugt et forbudt stof, da han blev udtaget til dopingprøve efter at have vundet etapen til Albi.

En række franske medier kastede sig ud i en voldsom mistænkeliggørelse af Lance Armstrong efter hans formidable præstationer.

Hvorefter amerikaneren til sidst gik til bekendelse og indrømmede, at han havde brugt en hudsalve mod siddesår. Indeholdende en minimal mængde af et stof fra dopinglisten. Men helt efter reglerne og anmeldt af hans holdlæge.

Men han fik et skår i troværdigheden, fordi han inden da havde fastholdt, at han ikke havde anvendt ulovlige stoffer overhovedet, siden han var i kemoterapi efter canceroperationen.

De nye ansigter i pressekorpset er for længst væk. De har opsøgt nye brændpunkter i Kosovo, Nordirland, Somalia og Zimbabwe eller hvilket som helst andet sted, hvor det har været nødvendigt at rejse til for at rapportere i offentlighedens tjeneste.

Stemningen i presserummene har været langt mere afslappet hidtil i årets Tour end de to seneste mareridtsår, selvom man for første gang har måtte udelukke ryttere fra en Tour de France, fordi de havde for højt hæmatokrittal. Hele tre, ovenikøbet.

I det kolde pressetelt mandag aften på Hautecam spredes reporterne for alle vinde. Ud for at hente snap-interviews med de forkomne ryttere, inden de hurtigt fragtes ned fra det kolde bjerg.

Og så til tasterne.

Den franske sportsavis l'Equipe er uforbeholden i sin beundring for Armstrongs bedrift i tirsdagsudgaven. Avisens fornemste dopingjæger de seneste år, Pierre Ballester, er også blandt de ansigter, der er væk.

Han har i stedet kastet sig over boksning. Efter forlydende i frustration over at dopinghistorierne ingen vej førte.

Kongen af fransk sportsjournalistik, l'Equipes chefredaktør Jerome Bureau, beærer i stedet med sin tilstedeværelse på samtlige etaper. Hans daglige klumme har overskriften "En stjernes kendetegn".

Og drager paraleller mellem den franske løberstjerne Marie-Jo Perec, som i sit første 400 meterløb i fire år har løbet så stærkt, at hun har kvalificeret sig til OL i Sidney, Pete Sampras' gevinst i Wimbledon - og så Lance Armstrongs sejr på Hautacam.

Han har givet også haft en finger med i avisens store forsideoverskrift: "Han splittede dem ad". Inde i avisen hedder hovedreportagen om Armstrong: "Efter ham kommer syndfloden" - med henvisning til de frygtelige vejrforhold. Avisen spiller også på sædvanlig svulstig vis på Dantes berømte bog "Inferno" (Helvede, red.).

En hastig gennemgang af de øvrige franske medier giver heller ingen dopingvinkler.

Selv de intelektuelle aviser som Le Monde og Le Figaro, som sidste år førte an i beskyldningerne mod Armstrong, er faldet tilbage til traditionelle skildringer af myterne og de store bjerge.

Ret kedeligt, hvis man da ikke lige er en beundrer af højtravende fransk skriftsprog.

Under fire øjne vil franske journalister godt indrømme, at de synes, at Armstrongs præstation lugter.

"Vi har lige siddet og talt om det. Men vi vil ikke mere. Nu må de andre sportsgrene holde for. De har jo også problemet. Og lad nu vær' med at nævne mit navn i avisen.

Jeg skal også leve videre," som en fransk kollega, som tidligere var en god kilde i dopingsager, siger til B.T.s udsendte.

De spanske medier er, hvor de altid har været i cykelsport: Bedøvende ligeglade med doping.

De italienske medier giver heller ikke mere håb om en kritisk linie. Den store sportsavis "Gazetta dello Sport" har travlt med at forklare, at Marco Pantani kun udtalte sig beundrende, da han sagde om Armstrongs præstation, at han var "fra en anden planet".

Det var ellers sidste år kodeordet for doping mange steder, når rytterne udtalte sig om amerikaneren.

Heller ikke tyskerne sætter et spørgsmålstegn ved Lances udradering af deres stjerne Jan Ullrich, men kaster sig i stedet på sædvanlig tysk facon ud i en tilsvining af Telekom-holdet, fordi det ikke kunne være med, da afgørelsen faldt.

Ingen nævner, at mandagschance-vinderen Ochoa faktisk blev smidt hjem fra Giro d'Italia i 1999 med for høj hæmatokritværdi.

Måske fordi de ikke vil.

Næsten alle noterer i stedet, at hans mirakel-sejr fandt sted lige oven for mirakelbyen Lourdes, hvor de fleste ryttere overnatter. En valfartsby, som i kapitalistisk henseende overgår selv Christanias Pusher Street med de mange hasboder.

Tirsdag har afslappetheden for alvor bredt sig i feltet - og i pressecenteret. Det er dagen derpå.

Hollands Erik Dekker slår sin følgesvend i et 200 kilometer langt udbrud, Kelmes columbianer Santiago Botero, i spurten og sikrer sig sin anden etapesejr under årets Tour.

Holland er for alvor tilbage i cykelsportens rampelys efter sidste års totale sammenbrud.

Og næppe mange vil notere Dekkers hæmatokrit-hjemsendelse fra VM i Verona sidste efterår.

Eller at Botero i vinter var udelukket i seks måneder fra al cykelsport, fordi han i en intern Kelme-test blev afsløret med et alt for højt indhold af det forbudte, mandlige kønshormon, testosteron i kroppen.

Livet skal jo gå videre - og onsdag er der hviledag.