Tirsdag blev en afdelingsleder fra Aabybro Skole overfaldet af en forælder til et barn i specialafdelingen.
Jammerbugt Kommunes borgmester, Mogens Gade (V), bekræfter, at der er sket et overfald over for TV 2 Nord. Men Mogens Gade ønsker ikke at bekræfte om overfaldet har en sammenhæng med det omstridte besøg, som kronprinsesse Mary var på 15. september.
Da kronprinsesse Mary besøgte skolen blev børnene fra specialafdelingen udelukket fra at deltage i indvielsen af skolen for i stedet at blive sendt på en udflugt.
Faderen, der tirsdag overfaldt skolelederen, er forælder til et af de børn, som blev udelukket ved besøget.
Kender du nogle af hovedpersonerne i sagen eller ved du noget om sagen, så kontakt BT på 1929@bt.dk
Ifølge TV 2 Nord så skete episoden på afdelingslederens kontor. Her blev hun skubbet så hårdt, at hun faldt over en stol. Det endte med, at hun blev kørt på hospitalet. Alle parter er derudover blevet tilbudt krisehjælp i sagen.
Nordjyllands Politi bekræfter tirsdag aften, at de har modtaget en voldsanmeldelse fra Aabybro Skole, og at de efterforsker sagen.
»Som om børnene ikke hører til«
Beslutningen om bevidst at sende specialklassebørnene på udflugt har vakt harme. Forældre har til TV 2 Nord, som bragte historien, fortalt, at man oplever det som diskrimination, fordi børnene ikke fik lov til at møde kronprinsessen.'
Ved du noget om sagen, så kontakt BT på 1929@bt.dk
»Det er som om, børnene opleves som meget mærkelige, og som om, de ikke hører til på den skole,« fortalte blandt andet Natasja Brämer Tulstrup Holm, der er mor til et barn i specialklasse på skolen.
Omvendt har skoleleder Kristina Fooken Jensen forklaret, at man traf beslutningen i et forsøg på at tage hensyn til børnene.
»Jeg er ked af at høre, at det er sådan forældre oplever det på. Den måde det har været tænkt fra skolens side har været direkte modsat, nemlig en inkluderende proces ved at møde børnene med de behov, de har. Vores hensigt har været det stik modsatte, og på ingen måde at ekskludere dem,« har hun udtalt til TV 2 Nord.