Mogens Camre (DF) trak udtalelse tilbage – og forsvandt
Dansk Folkepartis byrådsmedlem i Gladsaxe Mogens Camre er gået i flyverskjul. Efter sin kontroversielle Facebook-kommentar fredag om TV-Avisens studievært Erkan Özden og socialminister Manu Sareen krøb han til korset og trak det hele tilbage i går middag i en ny Facebook-kommentar. Og fra da af har han været umulig at få fat på.
Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen har tre ugers orlov fra Folketinget, mens han er i New York. Men i går morges deltog han i et halvanden time langt telefonmøde med Dansk Folkepartis ledelse. Syv minutter efter mødets afslutning krøb Mogens Camre til korset:
- Min statusopdatering fredag aften har vakt furore, og jeg kan se, at medierne søger at udlægge det på en måde, jeg ikke har tilsigtet – og til skade for Dansk Folkeparti. Lad mig derfor præcisere, at jeg ikke på nogen måde dømmer folk på deres race eller etnicitet. For mig er alene et menneskes sindelag og værdier det væsentlige, og her har jeg ofte problematiseret islamismens væsen. Jeg erkender, at min statusopdatering var forkert formuleret og uheldig. Derfor trak jeg den også tilbage, skriver Camre.
Tavs Thulesen Dahl
BT har forgæves forsøgt at få kommentarer fra resten af Dansk Folkepartis ledelse, f.eks. fra formanden Kristian Thulesen Dahl om, hvorfor ledelsen ikke har taget afstand offentligt?
Her svarer pressechefen, at Camre ikke skal have opmærksomhed fra formanden, men fra næstformanden.
Værdiordfører Pia Kjærs-gaard skriver i en sms, at ’det må den nye ledelse tage sig af. Og det er jeg sikker på, at de gør.’
Partisekretær Poul Lindholm Nielsen siger, at han ’ikke har nogen holdning til sagen’ og henviser til Søren Espersen. Det samme gør organisatorisk næstformand, borgmester Carl Christian Ebbesen.
Så selvom Søren Espersen har orlov og befinder sig i New York, så må han bøje sig for partiets pressepolitik og udtale sig. Det gør han så:
- Jeg har siddet i morgenmøde med resten af ledelsen i halvanden time, og nu har Mogens Camre lige lagt en ny opdatering ud på Facebook, hvor han tilbagekalder sin første udtalelse. Det er vi glade for, at han har gjort. Det første var åbenbart skrevet i en form for spontan ophidselse, eller hvad man nu kan kalde det, siger Søren Espersen.
’Alle kan fejle’
Opfatter du den første opdatering fra Camre som racisme, Søren Espersen?
- Der er ingen tvivl om, at den slags går slet, slet ikke.
Du har tidligere sagt, at hvis nogen kom med racistiske udtalelser i Dansk Folkeparti, så ville vedkommende ryge ud, før de kunne nå at stave til ’topstyring’. Ryger Camre så ud af partiet nu?
- Det er slet ikke noget, vi har talt om. Alle kan fejle, og når man trækker en forkert udtalelse tilbage så hurtigt, så handler det om at vise tilgivelse, siger Søren Espersen.