Efter fem år med kroniske smerter i ryggen har tv-værten og foredragsholderen Sisse Fisker truffet en stor beslutning. Hun skal nu have opereret et stivgørende led ind i stedet for den diskus, der i dag er helt ødelagt i hendes lænd.
Lægernes dom over hendes ryg var tung. Modic forandringer, kaldte de det. En betændelse, der får knoglerne til at bryde sammen.
Siden har Sisse Fisker levet med den kroniske rygsygdom. Og med smerterne.
Hun har forsøgt flere forskellige behandlinger, men uden de store resultater. Derfor har hun nu besluttet sig for at tage det næste skridt. Et stort skridt. En operation.
Det skriver hun selv på sin Instagramprofil.
»Jeg har truffet en stor beslutning. Forhåbentlig en beslutning som kommer til at gøre mit livet meget sjovere. Efter knap fem år med daglige rygsmerter vælger jeg nu at følge kloge lægers råd og lade mig operere i ryggen. Nye scanninger viser at min diskus i lænden er ødelagt, og det laver ballade i ryghvirvlerne. Så nu skal jeg ha' opereret et stivgørende led ind i ryggen i stedet for diskus, hvilket med al sandsynlighed vil reducere mine smerter markant,« skriver hun.
»Jeg har prøvet utallige slags konservative behandlinger uden store resultater, så nu er næste skridt operation. Jeg føler mig i de bedste hænder hos dygtige kirurger i Glostrup, så selv om jeg er nervøs for selve indgrebet, så glæder jeg mig vanvittigt meget til at komme ud på den anden side og begynde mit nye liv,« tilføjer hun og undskylder til de mange, der følger hende, at hun kommer til at skuffe med aflyste fordrag og opgaver, mens hun er sygemeldt.
»Jeg lover at komme tilbage med masser af power i 2017,« slutter hun.
Artiklen fortsætter under opslaget.
Hun har tidligere fortalt åbent om sine kroniske smerter. Og om sorgen, der fulgte med, fordi det har været hårdt at ændre hverdagen fra at være så aktiv, som hun tidligere har været.
»Jeg har været i kæmpe krise. Det har været min identitet at være hende maratonløberen, hende, der cyklede til Paris, og jeg har altid været »en af drengene«, da jeg var på TV2-Sporten og spillede squash, fodbold, håndbold – spillede, spillede, spillede. Jeg har været pissehamrende ked af det. Har tudet, når jeg lå hjemme på sofaen,« fortalte hun sidste år i et interview med BT.
Og da hun i foråret under sit foredrag 'Livets Opskrift' blev spurgt, om hun ville vælge det liv, hun havde nu, eller det hun havde før sin rygsygdom, kunne hun ikke holde tårene tilbage.
»Åh, hvor jeg savner at løbe! I forgårs prøvede jeg noget, som jeg aldrig har prøvet før. Jeg brød grædende sammen til mit eget foredrag. En sød kvinde blandt publikum spurgte, om jeg ville vælge det liv, jeg har nu, eller det jeg havde før min rygsygdom, hvis jeg selv kunne bestemme. Alle forventede, at jeg svarede, det jeg har nu, fordi jeg netop havde fortalt om, hvor stor betydning Livets Opskrift har haft for mig, og hvor glad jeg er privat og jobmæssigt lige nu. Men jeg svarede, at jeg klart ville vælge det liv, jeg havde tidligere. Og lige da jeg sagde det gik det op for mig, hvor meget jeg savner at have en dag uden smerter. Og pludselig kunne jeg slet ikke kontrollere tårerne,« skrev hun selv om oplevelsen på Instagram.
Ifølge Gigtforeningen skyldes sygdommen forandringer i ryghvirvlerne på grund af små sammenbrud i knoglernes indre struktur. Sammenbruddene skyldes bakterier, som skaber en betændelsesagtig tilstand i knoglerne. Når knoglerne bryder sammen, forsvinder knoglemarven, og i stedet bliver der dannet væske i de små hulrum. Det værste ved sygdommen er, at hverken behandling eller fysisk træning hjælper.
Seks procent af befolkningen lider ifølge Gigtforeningen af Modic forandringer.
