Det tog kun en time og 20 minutter, så havde amerikaneren Serena Williams sendt Caroline Wozniacki ud af OL. Med 6-0, 6-3 var der aldrig tvivl om udfaldet.

- Hun spiller virkelig godt, rammer bolden godt og spiller meget aggressivt, siger Wozniacki om Serena Williams.

Det var så kampen. Danskerens vigtigste budskab efter nederlaget handlede dog om noget helt andet end dårlig serv, vind på banen og hendes fortsatte program. Wozniacki havde i stedet et par bemærkninger til hele legenes tennis-turneringen.

- OL er altid en meget speciel turnering, men det er synd, at spillestedet var så langt væk fra den olympiske by. Jeg kan godt lide at spille på græs, men jeg synes også, at det havde været mest fair for alle, hvis vi havde spillet på hardcourt, det havde udlignet turneringen. Og så er Wimbledon selvfølgelig noget særligt, men det er specielt, at Wimbledon bøjer deres egne regler og afholder OL. Det ville føles lidt mere som et OL, hvis det var holdt et andet sted, siger Caroline Wozniacki.

Hun rejser nu til Montreal, hvor næste turnering venter. Dermed nåede hun aldrig ud og se andre danske atleter live, og det ærgrer hende, men tennis-turneringen ved OL har i følge hende bare været for langt væk fra alt andet.

- Man føler sig lidt separeret fra alle de andre, men sådan er det. Man går rundt i sit lands farver, og på den måde føles det lidt som OL, men det er ikke det samme som i Beijing, hvor man bare kunne gå fra den ene ende til den anden.

- Jeg ville gerne have set noget mere, men det er så langt væk det hele, og vi har først fået vores program sent om aftenen, og så kan man ikke planlægge. Jeg ville ellers gerne have været ude og se noget, siger Caroline Wozniacki.