Det store plot var ligeså usympatisk som det var overraskende. Når ussel mammon bliver til overdreven fædrelands-kærlighed og likvideringer i flæng - så har provokationen dog virket:

TV-fiktionen blev ikke bare satans underholdende. Den fik også sat endnu et tiltrængt spørgsmålstegn ved historieskrivningen efter besættelsen. Var det hele alligevel ikke kun sort eller hvidt? Var de gode mon kun gode, og de onde kun onde? Hvem var egentlig hvem?

Hvor meget kan man tillade sig i fædrelandets hellige navn?

Historien om Edderkoppens endelige sandhed blev aldrig trykt, idet journalisten afstod. Dermed reddede han sin brors liv - eller gjorde han nu det? Mon ikke snarere brormand blev sejlet lukt i døden over Øresund?

Sandheden kom ikke i avisen, hvor den ellers altid hører hjemme. Systemet af privat og offentlig sammenspisthed - nepotismen - sejrede dermed ad helvede til. I den forstand blev Edderkoppen såmænd også et apropos til nutiden, til alle tider. Også et halvt århundrede senere ved jo enhver, at Fanden hytter sine.

Ikke at der er kriminalitet i hverken den politiske eller den offentlige sektor, slet ikke da. Men der laves fejl. Der bages rævekager. Det er menneskers natur.

Systemet vil altid dække af, hvis ikke nogen holder øje med systemet. Sådan nogen som Edderkoppens journalist, Bjarne Madsen.

Dramatisk holdt Edderkoppen stilen hele vejen i mål. Ikke til seks stjerner, som de fornemme to første afsnit lagde op til. Men fem flotte stjerner ligner alligevel begyndelsen til en ny og lovende æra for dansk TV-dramatik.

Først og sidst kan der ikke ikke mere være tvivl om, at nationen lige nu beriges af en edderstor kopfuld lysende talent. Instruktøren Ole Christian Madsen bør tilskrives stor ære.

Han fik de gamle stjerne og de splinternye til at funkle i takt.

Kvali-TV-dramatik. Det må han gerne gøre igen, og gerne så hurtigt som muligt. Næste gang må han f.eks. huske at sikre sig, at lydsiden bliver ligeså god som billedsiden.

Når dobbeltmordet på Peter Bangsvej og alt det andet grimme er glemt - så står en flok unge superspillere tilbage på nethinden. I første række to af de nye, som i sig har alle sindets sider:

Stine Stengade som Lisbeth Gordan og Lars Mikkelsen som Ole Madsen. I næsten samme klasse Edderkoppens hovedperson, journalisten. Den unge ukendte Jakob Cedergren var en modig satsning, som holdt til alle seks søndage.

Og der er flere, hvor de kommer fra. Teaterskolerne har udklækket guld op igennem halvfemserne. Det kan der ikke længere herske tvivl om.

Og det bør ikke mindst de to store TV-kanaler udnytte. Det er nu, der kan laves underholdende drama for alle licens-pengene. Også, om så der skal sponsorer på.

Når der er offentlige kulturmidler nok til, at teatret Østre Gasværk kan udsende en hundedyr mega-reklame, som gasværket netop gjorde i går med hovedstadens morgenaviser - jamen så må der også kunne findes penge til mere TV-guf a la edderkop.

Med al respekt - så vil vi nemlig ikke nøjes med med at se denne forrygende unge talentmasse på teatrene. Det gælder forresten også de ældre, som bl.a. med Edderkoppen er blevet unge igen.

Enhver skuespiller får jo nye facetter med alderen. Se bare til Peter Steen, til Birthe Neumann - eller til Claus Ryskjær, som desværre blev likvideret uforskammet tidligt.

Det er denne kunst - at mixe de nye unge med de gode gamle - som Ole Christian Madsen så åbenlyst mestrer. I Edderkoppen fandt han både de rigtige solister og det rigtige hold. Resultatet blev såmænd både stort drama og gedigen, folkelig underholdning.

Dermed har folkeligheden også fået både et nyt, bedre og tiltrængt TV-liv.

Så gå dog hjem, Hollywood.

Der er mere guld, hvor det kommer fra. Lad os se det igen, og gerne med Edderkoppens eget argument:

For fædrelandets skyld.