Populariteten har hun taget med over til konkurrenten DR, men som BT kunne beskrive i går, blev Ulla Essendrop, der fungerer som en af DRs mest eksponerede EM-fodboldværter, op til Danmarks 2-3 kamp mod Portugal tvunget væk fra skærmen efter en henvendelse fra DRs ledelse, som henviste til arbejdsmiljøbestemmelserne om hviletid.
Hos Ulla Essendrops tidligere arbejdsgiver TV2 ville den slags aldrig ske, medmindre den pågældende medarbejder havde behov for en pause, fastslår sportschef Frederik Lauesen.
- Når vi på TV2 dækker en stor begivenhed som EM i fodbold, der kører over flere uger, så er det med udgangspunkt i, at vores medarbejdere i princippet er på arbejde hver dag. De, som har været af sted for at dække sådan en slutrunde, ved godt, at det jo heller ikke er alle dage, der bliver arbejdet lige meget. Sådan er kutymen, men det er klart, at hvis en medarbejder er ved at køre sur i det og trænger til et pusterum undervejs, så vil vi selvfølgelig tage hensyn til det. Dér har først og fremmest vores redaktører et ansvar for, at der bliver taget godt hånd om medarbejderne, siger Frederik Lauesen til BT. Han tilføjer:
- Vi overholder selvfølgelig arbejdsmiljøreglerne og de aftaler, der er indgået mellem ledelse og medarbejdere. Men jeg kan da godt sige, at jeg ikke ville reagere så firkantet, som det ser ud til i det her tilfælde, siger TV2s sportschef.
Frederik Lauesen understreger, at selv om han ikke som sportschef på TV2 ville reagere på samme måde som DR i tilfældet med Ulla Essendrop, der blev pillet af skærmen til en af de vigtigste fodboldkampe i EM-sammenhæng, så vil han på ingen måde blande sig i, hvordan DR forvalter tingene.
Pressen har særstatus
Selv om TV2s redaktionelle medarbejdere under f.eks. en EM-slutrunde kan risikere at ’arbejde igennem’ over en længere periode uden rigidt at følge bestemmelserne om en daglig hvileperiode, så har tv-stationen som udgangspunkt loven på sin side.
Ifølge arbejdsmiljøbestemmelserne er netop pressearbejde nemlig blandt de former for job, der er så særegne, at der - i visse tilfælde - kan ske undtagelser fra reglerne.
I undtagelsesbestemmelsernes afsnit C i arbejdsmiljøloven er job med undtagelsesmuligheder nævnt sådan: ’Presse, radio, fjernsyn, filmproduktion, postvæsen og telekommunikation, ambulancetjeneste, brandvæsen og civilbeskyttelse. . .’
Det friholder dog ikke TV2 fra at tilstræbe, at reglerne om hviletid bliver overholdt. Ordet ’kan’, når det gælder job med undtagelsesmulighed, skal tages alvorligt, oplyser Arbejdstilsynets tilsynschef til BT.