Tour de France er slut for forhåndsfavoritten Richie Porte (BMC), der bragede ind i en klippevæg på nedkørslen af stejle Mont du Chat på søndagens 9. etape
Styrt! Smask! Og så et underligt øjeblik, hvor hjerter sprang slag over, og hvor tiden stod stille. Helt stille.
Drømme blev slukket på søndagens 9. Tour de France-etape til Chambery, der blev fatal for BMC-holdet og forhåndsfavoritten Richie Porte - og sendte tsunamilignende bølger af kaos og chok gennem Tour'en.
Australieren Richie Porte, der på forhånd var udnævnt som den helt store udfordrer til den tredobbelte Tour-vinder, Chris Froome (Team Sky), kørte i grøften med 72,5 kilometer i timen på nedkørslen af stejle Mont du Chat. Her mistede han balancen og kurede tilbage ind på vejen, direkte ind i Daniel Martin (Quick-Step Floors) og efterfølgende klippevæggen til højre for sig.
Dér, halvvejs nede ad de ufatteligt smalle veje på Mont du Chat i Jurabjergene, sluttede Portes Tour de France på et splitsekund. Lægepersonalet kom hurtigt til og fik lagt en halskrave på Porte, mens Daniel Martin slæbte sig videre og kørte sig til en imponerende 9. plads med en flækket hjelm og overfladiske skrammer. Porte, derimod, blev båret i en ambulance og sendt på hospitalet.
Kropssproget fra BMC-rytterne, der én efter én trillede i mål efter etapen og hen til holdets bus, fortalte alt om, hvad der var sket få halve timer forinden med deres kaptajn. Først kom Damiano Caruso. Han sagde intet. Det behøvede han ikke. Det fuldstændigt blottede ansigtsudtryk udtrykte så rigeligt hans følelser indeni. Amael Moinard kiggede bare ned i jorden, inden han forsvandt bag de tonede ruder.
Måske var det fordi, ingen af dem vidste, hvad status på Richie Portes helbred var. Alle kendte naturligvis den sportslige konsekvens af styrtet, men hvordan - og mere vigtigt - stod det til med den uheldige australier? Det svar forsøgte sportsdirektør Fabio Baldato at give sit svar på.
»Richie var ved bevidsthed hele tiden. Vi var et par minutter efter ham, og da vi kom frem, kunne jeg med egne øjne se ham i smerte. Vi er nødt til at vente på lægernes vurdering, men det vigtige er, at han var ved bevidsthed,« sagde Baldato, der var tydeligt bevæget, og fortsatte:
»Vi er alle kede af det. Richie har arbejdet så hårdt for det her siden begyndelsen af året. Prøvekørsel af ruten, træningslejre, vi gjorde alt, der var muligt, for at hjælpe ham tilbage på podiet. Vi byggede hele holdet op om ham. Selvfølgelig er det trist. Jeg håber, at han kan komme stærkere tilbage. Han havde fortjent et godt resultat.«
Chris Froome beholdt sin gule førertrøje, selvom Team Skys normalt så stærke hold blev splittet til atomer på den sidste stigning, men det fyldte ikke specielt meget hos den kenyanskfødte brite, der tidligere har haft Richie Porte som sin løjtnant på Team Sky.
»Det er stort slag for løbet at miste Richie Porte. Ingen ønsker at se en af hovedrollerne ryge ud på den måde. Det var et forfærdeligt styrt,« sagde Chris Froome ved pressekonferencen for den gule trøje.
I den officielle lægerapport fra Tour de France-organisationen stod der søndag, at Richie Porte havde hoved- og bækkentraumer, og sådan er man naturligvis ikke i stand til at fortsætte i verdens hårdeste cykelløb.