Siden fyringen af Claudio Ranieri, er der blevet spekuleret i, hvem der skulle overtage træner-sædet i Leicester. Nu har klubben fundet en løsning - i hvert fald indtil sommer.

Det bliver, ikke overraskende, assistentræneren Craig Shakespeare der skal stå i spidsen for Kasper Schmeichel og resten af Leicester-holdet sæsonen ud. Det meddeler Leicester på klubbens hjemmeside.

Craig Shakespeare har været tilknyttet den engelske klub i flere år, og han overtog også styringen midlertidigt, da Claudio Ranieri blev fyret i slutningen af februar.

Og Leicesters næstformand Aiyawatt Srivaddhanaprabha er tilfreds med den nye mand i spidsen for holdet.

»Craigs egenskaber som træner og den store respekt han har hos alle i klubben, var velkendt i forvejen. Vi har hele tiden vidst, at holdet ville være i gode hænder, da vi bad ham tage over for to uger siden,« siger han til klubbens hjemmeside.

Og 53-årige Craig Shakespeare har da også klaret det godt i de uger, han har været trænervikar. Først vandt Leicester 3-1 over Liverpool, og ugen efter fik de anden sejr i træk med samme cifra hjemme mod Hull. De to resultater er en af årsagerne til, at han nu får en permanent plads i trænersædet - i hvert fald nogle måneder.

»Han har vist den slags positiv respons, vi håbede ændringen (fyringen af Ranieri, red.) ville bringe. Han har vist store lederegenskaber og ro under et stor pres, hvor han har leveret to meget vigtige resultater. Vi har bedt ham fortsætte med at stå i spidsen for holdet denne sæson, og vi er meget glade for, at han har accepteret,« siger Aiyawatt Srivaddhanaprabha.

Det medførte stor kritik fra mange i fodboldens verden, da Claudio Ranieri modtog en fyreseddel efter at have ført Leicester til et sensationelt engelsk mesterskab. Holdet vandt deres gruppe i efterårets Champions League, men resultaterne i Premier League har haltet gevaldigt, og det var det, der var en stor del af årsagen til, at Claudio Ranieri fik sparket.

Craig Shakespeares første kamp som træner bliver tirsdag aften mod Sevilla i Champions League, hvor Leicester skal forsøge at vende et 1-2 nederlag til en samlet sejr.