Balladen i Vollsmose i sidste uge, hvor 60-70 bevæbnede mænd trængte ind i skadestue, får sygehuset til at bruge vagtværn.
Der er nu sat vagter ind på Den Fælles Akutmodtagelse (FAM) ved Odense Universitetshospital, efter at ballade i Vollsmose i sidste uge bredte sig til akutmodtagelsens traumecenter, der ligger i samme bygning som skadestuen. Det skriver Fyens Stiftstidende.
60-70 bevæbnede mænd ville have fat i et netop indlagt skudoffer og skabte uro foran og inde i FAM-bygningen.
Men det bliver hverken politi eller et privat vagtværn, som træder til. I stedet vil akutmodtagelsen gøre brug af et internt vagtværn i serviceafdelingen, som i forvejen står for overvågning og sikring af hele sygehuset. Ifølge ledende overlæge Michael Hansen-Nord vil vagterne være til stede i bygningen fra klokken 16 om eftermiddagen til klokken otte om morgenen. To om aftenen og én om natten. Der er tale om vagtuddannet personale, som er ansat fast på sygehuset.
- De vil have en slags vægter-funktion og have fokus på, at dørene lukkes og låses, når der er brug for det, samtidig med, at patienter og pårørende kan komme ud og ind, forklarer han.
Ordningen er dog kun midlertidig, og der vil fortsat være drøftelser med politiet om en mere varig ordning omkring sikkerheden på akutmodtagelsen.
- Egentlige sikkerhedsvagter er ikke længere i spil. Men vi begyndte onsdag nogle drøftelser med politiet om, hvorvidt vi skal have eksterne folk gående rundt, som har fokus på den indre og ydre sikkerhed i og omkring FAM bygningen, fortæller Michael Hansen-Nord.
I næste uge skal repræsentanter vises rundt i bygningen med henblik på at finde en løsning.
BNB