Mogens Amdi Petersen har været eftersøgt og er ikke set offentligt i 10 år, men tv-programmet 'Find Amdi' på DR3 kunne onsdag afsløre, at Tvind-stifteren lever et liv i voldsom luksus i Mexico. Det får nu forargede profiler fra både rød og blå blok til at forlange, at justitsminister Søren Pind (V) kommer på banen og presser på for at få Amdi Petersen udleveret til retsforfølgelse i Danmark.

»Amdi Petersen lever i den vildeste luksus i Mexico. Helt overdrevet luksus. Han har et kæmpe stort hus med udsigt ud over Stillehavet. Han har sit gigantiske kirkelignende, alienagtige, arkitekttegnede vanvidskompleks derude. Og det er lækkert. Rigtig lækkert.«

Sådan siger tv-værten Anders Stegger til BT efter at han sammen med et tv-hold fandt Danmarks mest eftersøgte mand i det nordvestlige Mexico.

Dagen derpå er retsordførerne fra både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti forargede over, at Mogens Amdi Petersen har haft held med at gemme sig fra lovens lange arm i sit mexicanske ørkenparadis.

»Det er fuldstændig urimeligt, at en mand, som skylder den danske statskasse millioner af kroner, kan leve et luksusliv i Mexico,« siger Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen til BT.

Hendes kollega fra Dansk Folkeparti, Peter Kofod Poulsen, er 'vred' og 'i dårligt humør' ovenpå afsløringerne af Tvind-stifterens skjulested.

Mogens Amdi Petersen og fire andre ledende medlemmer af Tvind blev anklaget for underslæb og groft skattesvig i forbindelse med ind- og udbetalinger til og fra en humanitær fond i 1990’erne, men Ringkøbing Byret frikendte dem i 2006.

Før anklagemyndigheden besluttede sig for at anke dommen, forsvandt de ud af landet, og for tre år siden blev de varetægtsfængslet in absentia. Danmark har advokeret internationalt for udlevering af Tvind-lederne, som siden 2013 har været efterlyst gennem Interpol.

De mexicanske myndigheder vil imidlertid ikke imødekomme den danske anklagemyndigheds ønske om at få udleveret Mogens Amdi Petersen til retsforfølgelse i Danmark, og eftersom vi ikke har en udleveringsaftale med landet, er sagen foreløbig strandet der. Men ovenpå afsløringerne i 'Find Amdi' kræver Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti nu, at Søren Pind kommer på banen og lægger pres på mexicanerne:

»Det her er en rygende pistol. Der er nu beviser for, at han befinder sig i Mexico, så nu tager vi kontakt til justitsministeren. Vi vil kræve Mogens Amdi Petersen udleveret,« siger Peter Kofod Poulsen til BT.

Trine Bramsen er endnu mere direkte i sin udmelding:

»Flasken peger på regeringen i denne sag. De må bruge deres diplomatiske kontakter, men indtil videre er de ikke kommet ud af starthullerne. Noget, der virker så åbenlyst urimeligt, bør en dansk regering tage sig af, så det er på tide, at justitsministeren kommer ind i kampen,« siger hun.

Trine Bramsen hæfter sig ved, at regeringen må have gode kontakter at trække på, idet den mexicanske præsident Enrique Peña Nieto netop har været på statsbesøg i Danmark.

»Hvis ikke regeringen meget hurtigt kommer ud af starthullerne og fortæller, hvad de har tænkt sig at gøre ovenpå afsløringerne af, hvor Mogens Amdi Petersen befinder sig, så vil vi tage det op i Folketinget.«

Det vides ikke, hvor de fire andre eftersøgte Tvind-topfolk, Kirsten Ambrosius Larsen, Marlene Gunst, Sten Byrner og Christie Pipps, opholder sig.

BT har forsøgt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pind, men han ønsker ikke at medvirke. Han henviser i stedet til tidligere udtalelser i sagen.