Hans Pilgaard kendte ikke Jes Dorph-Petersens mørke sider. Ny bog afslører depression og misbrug
Jes Dorph-Petersen glimrer på skærmen med stor professionalitet og godt humør. Men bag smilet har der gemt sig mørke sider.
Det afslører tv-værten selv i en ny biografi ’Dorph - Historier fra den anden side’, som udkommer 26. september.
Hans Pilgaard har flere gange arbejdet sammen med Jes Dorph-Petersen på TV2, men han har aldrig bemærket hverken depression eller misbrug.
- Jeg har ikke vidst, at Jes Dorph har lidt af depression. Og jeg kender intet til noget misbrug, siger Hans Pilgaard og tilføjer:
- Jeg har meget stor respekt for folk, der er ærlige, og som fortæller om den måde, de har levet deres liv på, og som står ved, hvem de er, og hvad de slås med. Jeg synes, det er flot, at han blotter nogle ting om sig selv, som måske kan hjælpe andre mennesker. Det beviser, at han er det mandfolk, som jeg troede, han var, siger Pilgaard.
Ifølge en pressemeddelelse fortæller bogen blandt andet om kærlighed og skilsmisse, ensomhed og misbrug, lavt selvværd og om den depression, som ramte Jes Dorph-Petersen en aften i 2011 og blev vendepunktet i hans liv.
I december 2011 sagde han op som nyhedsvært på TV2, og rykkede teltpælene til TV3, hvor han i dag er fodboldvært. Og knap var året 2012 begyndt, før Jes Dorph bekendtgjorde, at han og lægen Lene Lindholm Mortensen var gået fra hinanden efter 25 års samliv. Jes og Lene blev kærester i 1986, gift i år 2000 og har sønnen Jens-Emil sammen.
Gode venner deler alt
Tv-vært Natasja Crone har arbejdet tæt sammen med Jes Dorph, og hun fortæller, at hun var bekendt med, at livet i perioder kunne være svært for ham.
- Jeg har haft et super godt professionelt samarbejde med Jes, men vi er også blevet venner. Og hvis man har en svær periode i sit liv og man er venner, så deler man jo også det, fortæller hun.
Natasja Crone har ikke læst bogen og ved derfor ikke, hvad Dorph afslører. Derfor har hun ikke lyst til at uddybe omstændighederne om den omtalte depression og misbrug.
- Uanset hvad der måtte stå i den bog, så tvivler jeg på, at der er noget, der vil ryste eller overraske mig, for jeg er Jes’ ven, og jeg kender ham. Men jeg kan selvfølgelig ikke vide det med sikkerhed, for selvom vi er gode venner, så kender jeg jo ikke alle detaljer om Jes og hans liv.
Natasja Crone understreger også, at det ikke har influeret på hans professionelle arbejde.