Efter 247 år er det slut. Kort-, navigation- og personsøgningsselskabet Krak udsender i disse dage sine sidste trykte kort. Det er enden på en epoke - for fremtiden vil man kun kunne finde Kraks kort online.

Det skriver firmaet bag Krak, Eniro, i en pressemeddelelse.

De sidste kort, der udkommer på papir, er et danmarkskort samt et kort over København og omegn - begge i helt nye og opdaterede versioner. Men vil man for fremtiden have kort på papir, når de nyudgivede kort bliver forældede, så skal man selv printe det.

Rigtig mange bruger i dag hovedsageligt kort fra Krak digitalt - og det er hovedårsagen til, at Krak dropper kort på papir.

»Krak afslutter nu en epoke med udgivelsen af nye udgaver af vores to mest populære kortbøger, nemlig Københavnerkortet og vores vejkort over hele Danmark. I dag har langt de fleste danskere en smartphone med internetforbindelse i lommen, og den er hurtig og nem at bruge, når man skal slå en adresse eller kontaktoplysninger op. Derfor har vi konkluderet, at det ikke er rentabelt at udgive de trykte produkter efter 2017,« siger Kristoffer Apollo, kommunikationschef i Eniro Danmark, som står bag Krak, i pressemeddelelsen.

Han uddyber:

»Men Krak lever videre digitalt, som Krak.dk og vores apps til Android og iPhone, der i dag bliver brugt af millioner af danskere, som leder efter information og inspiration om deres lokalområde.«

Historien om Kraks kort kan spores helt tilbage til 1770, hvor Hans Holck udgav en vejviser over København. Ifølge pressemeddelelsen fra Eniro, så skal det være den første trykte vejviser i hele verden.

Krak har siden 2007 været ejet af Eniro Danmark.

Du kan se et billede af den sidste udgave af Kraks trykte kort herunder.