For første gang nogensinde fortæller den britiske atletiklegende Colin Jackson nu, at han er homoseksuel.
Det gør han i programmet ’Regnbågshjältar’ (’Regnbuehelte’) på svenske SVT.
»Jeg har aldrig tænkt, at jeg burde stå frem og fortælle det, men nu gør jeg det, fordi I virkede til at være seriøst interesserede i, hvordan jeg havde det sportsligt og følelsesmæssigt,« siger Colin Jackson i en lille interviewbid - til den tidligere svenske atletikstjerne Kajsa Bergqvist, der er vært i programserien.
Allerede i 2006 fortalte han sin familie om sin seksualitet. Det skete, efter at en ekskæreste havde solgt sin historie om parret til et medie.
Dengang afviste han offentligt, at det havde noget på sig.
Men han gik altså til bekendelse over for familien.
»Min mor kiggede på mig og sagde: ’Er det sandt, hvad de skriver i avisen?’,« fortæller den i dag 50-årige Colin Jackson:
»Jeg sagde: ’Ja, det er det. Jeg kunne ikke lyve over for hende, og det eneste hun sagde var: ’Hvorfor er folk så nedgørende? Hvorfor vil man sælge sådan en historie?’ Og så gik det op for mig, at jeg virkelig har de bedste forældre i verden.«
Colin Jackson, der er fra Wales, vandt i sin karriere VM to gange, mens hans bedste resultat ved OL blev en sølvmedalje. Derudover blev han firedobbelt Europamester.
Han fortæller til SVT, at han aldrig overvejede at ’komme ud af skabet’, mens han var aktiv.
»Jeg gør det kun, fordi I spurgte mig. Tidligere har jeg haft på fornemmelsen, at folk ville gøre en sensation ud af det,« siger Colin Jackson, der stoppede som karriere i 2003.
Først 3. september bliver afsnittet af 'Regnbågshjältar’ med Colin Jackson sendt.
