- At øve sig er for bøsser.
Sådan sagde produceren Brett Ratner, da han i forbindelse med en fremvisning af sin kommende film, Tower Heist, blev spurgt til prøverne inden optagelserne. Den udtalelse koster ham jobbet som producer for Oscaruddelingen 2012, som han ellers var udset til. Eddie Murphy, der er partner med Ratner, har også trukket sig fra showets værtsrolle efter den kontroversielle udtalelse.
For sen undskyldning
Efter sin nedladende homokommentar har Ratner været ude at undskylde offentligt. Men skaden er sket, og både forkæmpere for homorettigheder og The Academy, som står bag Oscaruddelingen, er stødte over Ratners brug af ordet "fags", som er nedsættende amerikansk slang for bøsser. Presset mod Ratner blev så stort i filmbranchen, at han måtte trække sig.
Eddie Murphy havde glædet sig til at stå i spidsen for showet, men forstår beslutningen.
- Først og fremmest vil jeg sige, at jeg forstår og accepterer beslutningen om at skifte producer. Jeg så virkelig frem til at være en del af det show, vores team var ved at sætte sammen, men jeg er sikker på, at det nye team vil levere et ligeså strålende stykke arbejde, forklarer han i en pressemeddelelse.
Mangler ny vært
The Academy mangler endnu at sætte navn på afløseren for Eddie Murphy i værtsrollen. Til gengæld er der allerede sat navn på den nye producer. Det bliver den rutinerede Brian Grazer, der har godt 25 års erfaring som filmmager. Oscarscenen er velkendt for Grazer, da han i 2001 modtog prisen for bedste film med "A Beautiful Mind".
Oscaruddelingen bliver afholdt den 26. februar 2012 på Kodak Theatre at Hollywood & Highland Center.