Godt tre timer. Længere tog det ikke anklager Merete Vestergaard at sammenfatte præcis fem måneders retsmøder i PFA-sagen. Så havde hun oplæst sit 64 sider lange anklageskrift mod Kurt Thorsen og Rasmus Trads. Så havde hun forvandlet en charmerende lille, rund mand til den store, stygge edderkop.

Konklusionen var krystalklar: Thorsen er bagmanden.

Han er edderkoppen, der trak i alle trådene, fangede alt og alle ind i sit smarte spind, garderede sig selv - og dækkede af, når der var behov. Han styrede både Trads og det gigantiske 3,7 milliarder kroners svindelnummer:

"De var sammen om forbrydelsen, men Thorsen fik berigelsen. Og Thorsen tilskyndede Trads.

Som hovedmanden bør han derfor straffes hårdere end Trads - ubetinget op mod maksimumstraffen (otte år). Men ikke under seks år til hverken Thorsen eller Trads," tordnede den spinkle anklager, som i dagens anledning havde skiftet sin sædvanlige skindjakke ud med et jakkesæt i nuancen militærgrøn.

Thorsen kiggende ned i bordet. Bleg, men fattet. Trads skød hagen frem, som om han havde hørt forkert.

Med sin tilståelse og hjælp til politiet har han hele tiden gået efter en mild dom på to-tre år.

Bagefter sagde Trads: "Det er jo ikke anklageren, der bestemmer. Det gør dommerne i den sidste ende. Hun krævede jo også otte års fængsel til Klaus Riskær - og hvad fik han...?"

Og Thorsen: "Anklageren gjorde bare sit job. Det er at få mig ned i det sorte hul. Resten kommer i proceduren fra mine advokater, bare vent"...

Thorsen var forbavsende fattet i betragtning af, at denne tirsdag mildt sagt blev hans hidtil værste dag i byretten.

Anklagerens procedure blev et veritabelt bombardement af indicier. Overbevisende, omend også lidt halvsjusket fremført. Merete Vestergaard bliver aldrig den store verbale ekvilibrist.

Til gengæld er hun kold som en brøndgravers bagdel. Pointerne kom som piskesmæld, iført lidt klog kvindelig arrogance:

- De to gerningsmænd lukkede sig inde i deres eget univers, deres egen adfærd.

- Rasmus Trads havde intet motiv til, at han skulle drage Thorsen ind i dette bedrageri. Det hele har alene været i Thorsens interesse.

- Thorsen lyver. Han har ændret forklaring undervejs. Hvis han skulle tale sandt - så skulle en lang række af sagens vidner lyve.

- Der blev skabt et afhængighedsforhold mellem Trads og Thorsen allerede, da Thorsen forærede Trads 1,1 mio kr. til en privat investering i Glostrup. De penge fik Trads 10. oktober 1997. Læg mærke til tidspunktet:

Kun kort tid efter, at Trads havde skrevet den første falske underskrift 26. september.

- Thorsen garderede sig hele vejen igennem. Det var Thorsen, der bremsede alle lækager. Det var Thorsen, som hver gang fik afværget risikoen for afsløring. Thorsen var bange for, at PFA fik noget at vide. Alle henvendelser til alle implicerede kom fra Thorsen.

- Alt foregik udenom PFAs normale forretningsgang. Hvorfor sørgede Andre Lublin f.eks. ikke selv for vitterligheddsvidner til sin egen underskrift? Hvor blev der aldrig rettet en eneste henvendelse til PFA?

- Hvorfor blev kun Trads' og Thorsens underskrift, men aldrig Lublins underskrift bekræftet på notar-kontoret?

- Hvorfor blev alle møder holdt på hoteller og restauranter - hvorfor aldrig hos PFA?

- Hvorfor blev ingen papirer udarbejdet hos PFA, og hvorfor var PFAs normale advokater aldrig indblandet?

Merete Vestergaard gav selv svaret på dette spørgsmål:

"Fordi alt skulle være hemmeligt. Derfor blev dokumenterne næsten amatøragtigt fremstillet i Thorsens regi. Ofte i dårligt sprog. Ofte i klodset foto-kopiering".

Herefter gik anklageren dybere ned i de enkelte belastende begivenheder, hvor Thorsen fra dag eet har haft et forklaringsproblem:

- Lublins påståede underskrift af et dokument i Vejle. Hvor Thorsen hævder, at han så Lublin fra ryggen - men hvor Lublin slet ikke var til stede på Hotel Australia.

- Den mystiske morgen på Royal Hotel, hvor mobil-samtalerne har afsløret Thorsens elektroniske fingeraftryk. Selv hans nye forklaring hænger ikke sammen.

- ABN Amro Bank, som generøst tilbød Thorsen et lån på fire mia kr. - på den ene betingelse, at banken ville møde Lublin. Hvorfor afslog Thorsen dette fantastiske tilbud?

- Den mystiske kuvert på Restaurant Alsace. Det er usandsynligt, at nogen ville stille kaution på 703 mio kr. ved en telefon, uden at give sig til kende?

- Hvorfor kunne Thorsen og Trads altid skaffe Lublins underskrift med ekstrem hurtighed, med få timers varsel? På dokumenter, som det normalt ville tage dage at checke hos PFA og PFAs egne advokater?

- Hvis Thorsens advokater også repræsenterede PFA - hvorfor sendte de så aldrig en regning?

- Hvorfor blev der aldrig som loven foreskriver betalt garanti-provision af de mange garantier? Hvorfor blev garantierne ikke bogført hos PFA? Hvordan kunne Lublin alene skrive under - i strid med PFAs tegningsregler?

Og hvorfor havde PFAs bestyrelse tilsyneladende overladt al magt til Rasmus Trads?

Og sådan blev Merete Vestergaard ved i timevis. Hun stillede spørgsmålene - og besvarede dem selv: "Fordi der var tale om bedrageri. Fordi alt skulle holdes hemmeligt".

Heller ikke om det overordnede mål var anklageren i tvivl:

"De falske garantier skulle aldrig være gjort virksomme - og derfor måtte de ikke opdages. Thorsen hævder, at han bare var stråmand for PFAs interesser.

Men hvorfor forsøgte han så at sælge nogle af projekterne til andre end PFA? Og hvordan stemmer det med, at Thorsen i dagene før afsløringen forhandlede om en alternativ finansiering i London? En sådan finansiering var der jo intet behov for, hvis han var PFAs stråmand.

Man skal passe på ikke at tage fejl af de mennesker, vi har med at gøre her. Deres måde at optræde på. Kurt Thorsen lyver. Derfor må retten lægge Rasmus Trads' forklaring til grund".