Når journalister anmelder film om journalister, ved de altid bedre. Det er derfor, Edderkoppens seks-stjernede debut her efter andet afsnit må nøjes med fem flotte stjerner: Fordi instruktøren lige har lagt 100 gram for meget Dick Tracy og Philip Marlow oven i hatten på den unge mand fra Socialdemokraten.

Journalister kommer nemlig ikke i værtshusslagsmål med politiet. Journalister banker ikke døre ind hos politikommissærer. Hverken dengang i 1949, eller nu.

Derfor er Edderkoppen lige på kanten til, at alle midler helliger målet. At selve plottet bliver alibi for troværdigheden.

Men sådan har det jo været til alle (film)tider. Instruktører forstår sig ikke på journalister - og muligvis også omvendt. Er der overhovedet nogensinde lavet en film, hvor avis-miljøet er troværdigt beskrevet? Nej der er ej. End ikke Watergate.

Alligevel indfrier denne forrygende Edderkop dog løfterne fra første afsnit. Det er stort drama.

Stor fotografering. Intens mix af dramatik og romantik. Og ikke mindst: Igen aldeles fremragende præstationer.

Da kulturministeren sidste år fordoblede statsstøtten og skrev en mega blanco-check til dansk film, kunne man frygte, at der ganske enkelt ikke var talent nok til at bruge de mange millioner fornuftigt. Men også denne skepsis afliver Edderkoppen.

For eksempel holder Jakob Cedergren stilen som den unge journalist. Han er et edderkup til hovedrollen. Sammensat og kantet som de fleste gode reportere.

Blød og hård, følsom og kynisk, romantisk og arrogant, nærværende og verdensfjern. Klog og dum. Det hele på samme tid, i samme person.

Selv når han kæderyger midt i fortæringen af mors hjemmelavede frikadeller, får han det til at se helt naturligt ud. Og pyt så, at at det forresten er ganske respektløs i relation til enhver mors mad.

Mor er Birthe Neumann. Hun spiller med tyndhudet nerve, som vi ofte før har set hende - men alligevel aldrig så godt.

Een lille sætning, bare ét kort sekunds sitren i mundvigen og ét lille nervøst tick i øjenkrogen - og Birthe Neumann kan få os alle til at føle, og måske også græde lidt.

Hun bør nu stå som en af sin generations allerstørste. Artes stamkunder har vidst det længe. Med Edderkoppen ved vi andre det også.

Samtidig er vi så heldige, at den nye generations Neumann allerede er på vej. Som Edderkoppens Lisbeth Gordan brager unge Stine Stengade igennem her i andet afsnit.

Hun erobrer simpelthen hver en scene, hun er med i. Med skønhed og udstråling, som var hun en 80 procents gensplejsning af ungdommens Ghita Nørby og Susse Wold, deres skønhed og talent.

Tilsat selve diva'en Bodil Kjers sjældne farlighed. Sådan sætter man Stengade på danmarkskortet.

Også fra Det kongelige Teater kommer Lars Mikkelsen. Edderkoppens hjemvendte søn fra Amerika. Han er en tornado af talent. Det er muligt, han er god på teatret.

Men hans karisma kan med garanti også fylde lærredet, wide-screen. Sikken blanding af charme og galskab.

Og sådan vælter dygtighed i alle aldre såmænd rundt i Edderkoppen. Tordenskjolds bedste soldater iblandet den nye generation.

Desværre ligner Claus Ryskjærs mesterlige Væsel en død væsel i slutsekunderne. Han er færdig med Edderkoppen.

Farvel og tak, og forhåbentlig på gensyn i samme stil en anden god gang. Med al respekt bør Ryskjær i sin karrieres efterår blive meget mere end Cirkus Revy og teater-farce.

Koppen kører for fuld hammer. Gid det snart bli'r søndag igen.