Guldfireren er klar til kamp, men en lumsk engelsk sidevind risikerer at spolere den danske fest, før den overhovedet kommer i gang.

Flere af de danske roere peger på, at konkurrencerne risikerer at blive afgjort af naturens luner og ikke atleternes evner bag årerne. Eskild Ebbesen påpeger, at det kan få afgørende betydning, hvilken bane danskerne skal ro på.

- Problemet opstår, hvis der kommer sidevind. Der kan man komme ud for, at det ikke er ens for alle. Hvis der er sidevind, tager yderbanen mere vind, så der er forskel på banerne, lyder det fra Guldfirerens veteran, der håber på at vinde sin femte olympiske- og fjerde guldmedalje ved OL i London.

Problemet er, at det olympiske rostadion ved Eton Dorney ligger meget åbent i landskabet. Samtidig har de engelske værter bygget to enorme, midlertidige tribuner til 30.000 tilskuere. De rager godt op i landskabet og giver læ for nogle af banerne, mens andre må slås mod både modvind og modstandere. Det kan reelt betyde forskellen på guld eller ingenting, hvis uheldet er ude, beskriver roerne.

- Hvis der kommer en skrå modvind fra en bestemt retning, ligger bådene tættest på tilskuerpladserne i læ, hvor i mod de andre både får mere vind, siger Eskild Ebbesen.

Problemet er så stort, så de engelske værter har snakket om at afvikle de indledende sejladser som enkeltstarter og ikke som løb, for at gøre forholdene ens for alle, fortæller roeren Rasmus Quist. Sammen med makkeren Mads Rasmussen vandt han bronze ved OL i Beijing, 2008 i letvægtsdobbeltsculleren.

- Hvis vi får en knaldhamrende mod eller sidevind under de her baneforhold, kan vi ikke gøre noget. Så er det bare bad luck. Det kan sagtens koste medaljer, advarer Rasmus Quist, der sammen med makkeren er begyndt at studere vejrudsigterne, selv om de hverken kan gøre fra eller til.

- Arrangørerne smider favoritterne ind i læ, hvis der er sidevind. Så har de fordelen i forhold til dem, der ligger længere ude. Derfor går det ud på at holde sig med fremme i løbene, så man hele tiden får en bedre seedning. Man tør ikke risikere at blive nummer tre i semifinalen, for så ryger man måske over på en bane, hvor man ikke har en jordisk chance, selv om det går rigtig godt, siger han.

De danske roere skal første gang i ilden lørdag. Her ror Guldfireren indledende løb, mens singlescullerne Fie Udby Erichsen og Henrik Stephansen også skal ro indledende løb.