Dyrevelfærd populært som aldrig før
Dyrevelfærd er for alvor kommet på tapetet hos forskerne, for der er penge i smertelindring - specielt til mennesker.
Dyrevelfærd er for alvor kommet på tapetet hos forskerne, for der er penge i smertelindring - specielt til mennesker.
Hvordan reagerer dyr egentlig på smerte, og er smerten ligesom menneskers? Det spørgsmål bliver diskuteret som aldrig før i videnskabelige kredse, viser en rapport fra Fødevarestyrelsens Videncenter for Dyrevelfærd.
I 1980 blev der skrevet 20 videnskabelige artikler om dyrs smerte - i 2010 var tallet steget til 1.885, skriver erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarers magasin Food & Culture, der udkommer mandag.
- Der er meget mere fokus på smertelindring hos både mennesker og dyr, end der var for 30 år siden, hvor man faktisk var i tvivl om dyr overhovedet følte »rigtig« smerte. Det ved man nu, hvor arbejdet med dyr typisk bruges til at lære mere om menneskers smerte, da den viden har et stort kommercielt potentiale for medicinalindustrien, siger Mette S. Herskin, seniorforsker på Institut for Husdyrvidenskab - Adfærd og Stressbiologi ved Aarhus Universitet.
Mere viden, mere dyrevelfærd Men selvom meget af det videnskabelige arbejde videreføres til mennesker, så bidrager den voksende videnskabelige opmærksomhed meget til vores viden om dyr.
- Smerte hos dyr i menneskers varetægt er grundlæggende uacceptabelt, og derfor skal vi vide så meget som muligt, så vi kan begrænse den. Vi ved f.eks. at det gør ondt på en gris, når den bliver kastreret. Forskningen kan hjælpe til at udvikle metoder til at vurdere dyrenes smerte, til at etablere ikke smertevoldende alternativer, og endelig - i situationer hvor smerten er uundgåelig - til at udvikle effektiv lindring af smerte og dermed øge dyrenes velfærd, eksemplificerer seniorforskeren.
Hun vurderer, der vil blive forsket meget mere i smertelindring i fremtiden.
- Vores viden har udviklet sig utrolig meget på 30 år, men hver gang vi får et svar, dukker der to nye spørgsmål op, siger Mette S. Herskin til Food & Culture.
BNB