Af: Katja Dehn, redaktionsassistent Netdoktor.dk

Dyre sko er ikke bedre

Danmark er blevet en rigtig løbe-nation. Faktisk er det hele 31 procent af den voksne danske befolkning, som løbetræner. Og mange af os investerer i dyre løbesko, så vi undgår at få løbeskader.

LÆS OGSÅ: Få den gode konditionstræning

Men en ny dansk analyse af internationale undersøgelser viser, at de dyre, specielle løbesko ikke er bedre til at beskytte mod løbeskader end de billige løbesko. Analysen er udarbejdet af Jacob Schelde, læge fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Odense. Det skriver DR Sundhed.

Så skoen passer

Jacob Schelde har gennemgået 30 internationale studier og læst mange videnskabelige artikler, og han kan konkludere, at det er svært at råde om, hvilke sko, der er de bedste løbesko.

Normalt vil løbere, der har flade fødder, blive anbefalet en sko, der har en såkaldt pronations-kontrol til at forhindre, at foden falder ind til siden. Mange tror, at pronation øger risikoen for at få løbeskader, men denne opfattelse bliver ikke støttet af den videnskabelige litteratur, viser Jacob Scheldes analyse.

LÆS OGSÅ: Sådan bliver du marathonløber

- En af de udenlandske undersøgelser, jeg har gennemgået, består af tre undersøgelser af 7149 rekrutter i det amerikanske forsvar. De fik alle sko på baggrund af en fodanalyse, der skulle vise, hvilken type sko, der passede den enkelte bedst. Resultatet viste imidlertid, at det ikke gav færre skader, selvom de havde fået sko, der skulle passe den enkelte - nærmest tværtimod. I to af undersøgelserne fandt man, at de soldater, der havde fået sko på grund af høj eller lav svang, var dem, der netop havde en øget risiko for at få skader, siger han.

Hvad skal man så vælge?

- Man skal finde den sko, der føles behagelig, og som man løber godt i. Hvis du ikke får ondt, jamen så hold dig til den model, råder Jacob Schelde.

Han tilføjer, at han også kan se en sammenhæng mellem, hvor mange kilometer, man løber og antallet af skader. Så måske man skal kigge på, hvor langt, man løber, før man går ud og investerer i dyre løbesko.

Læs mere om, hvordan du kommer i gang med motionen på Netdoktor.dk.