En 40-årig dansk statsborger kørte mandag aften galt i sin dyre McLaren sportsvogn i Schweiz. Skaderne løber op i mere end to millioner kroner.
Det har ikke været en god aften for en 40-årig dansk mand, da han mandag aften kørte galt med sin McLaren superbil i Schweiz. Som du kan se på billederne her i artiklen, så blev den dyre superbil smadret i ulykken, hvor den 40-årige angiveligt mistede kontrollen med bilen i et sving og fløj 20 meter.
Den 40-årige mand var i bilen sammen med en kammerat på 37 år, og de blev begge efterfølgende kørt på hospitalet med moderate skader, efter den dyre sportsvogn var røget ud på en mark og ind i en lade.
Skaderne på bilen og laden løber op i omkring 300.000 schweizerfrank, hvilket svarer til omkring to millioner kroner. Det skriver schweizisk politi og flere schweiziske medier.
Ulykken skete omkring klokken 21.00 mandag aften. Og efterfølgende var redningskøretøjer og politi ved stedet, der ligger ikke langt fra den schweiziske storby Zürich.
Efterfølgende skulle den danske mand have mistet sit kørekort.
Kender du noget til den voldsomme og dyre ulykke, så vil BT gerne høre fra dig. Du kan skrive til os på 1929@bt.dk.
