To kvindelige medarbejdere fra nyhedsbureauet AP blev fredag skudt ned i Afghanistans østlige Khost provins på grænsen til Pakistan. Den ene af kvinderne blev dræbt, den anden livsfarligt såret.
Ifølge CNN er der tale to kolleger fra nyhedsbureauet Associated Press: En fotograf fra Tyskland, der blev dræbt, og en journalist fra Canada, der er bragt til et hospital hårdt såret.
Nyhedsbureauet oplyser, at den dræbte er den 48-årige fotograf Anja Niedringhaus og den sårede journalisten Kathy Gannon.
TV2-journalist Simi Jan, der i øjeblikket er i Afghanistan for at dække valget, kendte begge kvinder.
- Jeg kender dem og er helt ved siden af mig selv lige nu. Så jeg kan ikke overskue noget lige nu, skriver en rystet Simi Jan til BT.
Gerningsmanden bar ifølge de foreløbige oplysninger en politiuniform og åbnede ild, mens journalisterne kørte i en konvoj med den lokale valgkommission gennem et landdistrikt.
Motivet til nedskydningen er endnu ukendt, men politiet har arresteret gerningsmanden og er i gang med afhøringer.
Mange udenlandske journalister befinder sig i øjeblikket i Afghanistan for at dække præsidentvalget, der finder sted lørdag.
Taleban har erklæret, at bevægelsen vil gøre alt for at afspore valget og har optrappet angrebene mod såvel udlændinge som afghanske mål. En journalist fra Sveriges Radio blev i sidste måned skudt ned og dræbt på åben gade. Samme skæbne overgik en afghansk journalist, der sammen med sin familie blev mejet ned på et hotel i Kabul. Journalistens kone og to af familiens tre børn blev dræbt.