Morten Duncan Rasmussen er ikke sikker på en startplads i næste kamp trods godt spil mod Esbjerg.
Nummer et på topscorerlisten er fra FC Midtjylland, og det er nummer to nu også. Morten Duncan Rasmussen blev med to mål i 3-0-sejren over Esbjerg klappet ud af banen og er med ni sæsontræffere kun en scoring fra holdkammerat og Superliga-topscorer, Martin Pusic.
Tre af målene er kommet i dette forår, til trods for at kampen mod Esbjerg var Morten Duncan Rasmussens første kamp fra start. Men han kan ikke vide sig sikker på at starte inde mod Randers på fredag.
»Mit svar er, som det hele tiden har været. Vi vælger spillere til de forestående opgaver, og vi er sindssygt glade for at råde over to så dygtige angribere. Selv om spillerne føler, at de bliver valgt fra, så vælger jeg til i forhold til min gameplan. Det vil man også se på fredag, når vi har sat os ned og set på, hvordan kampen skal angribes,« siger træner Glen Riddersholm, der mod Esbjerg ikke behøvede at bruge de store overvejelser, om det skulle være Duncan eller Pusic fra start.
»Det var egentlig let for mig at vælge Duncan. Et, så har Duncan spillet en rigtig god reservekamp mandag, og to, så har Martin været skadet siden Brøndby-kampen, så hvor vi tidligere har skullet presse spillere til kampene, har vi nu to så dygtige spillere. Duncan har vist god attitude efter at være blevet bænket, men når man fokuseret, så viser Duncan, at han gør sit job fint. Havde han været frustreret i mandags, så havde der været lang vej i dag.«
Frusteret kunne man langt fra kalde Morten Duncan Rasmussen efter rollen som dobbeltmålscorer mod Esbjerg.
Han lader det trods de gode præstationer være op til Glen Riddersholm at bestemme startopstillingerne, men vil ikke lægge skjul på, at det ikke har været optimalt at starte ude i de to første kampe mod OB og siden Brøndby.
»Jeg gør, hvad jeg får besked på. Der er ingen tvivl om, at jeg gerne vil spille hver gang. Jeg er aldrig tilfreds med at starte ude. Det eneste, jeg kan gøre, er at arbejde hårdt og bevise mig den vej igennem.«
Det har du vel også gjort dig fortjent til, synes du ikke?
»Det er igen træneren, som bestemmer, hvem der har gjort sig fortjent til at spille.«
Har du gjort opmærksom på, at du har gjort dig fortjent til at spille mere?
»Hvad skulle jeg gøre? Jeg tror ikke, der er noget, som hjælper. Jeg tror ikke, at jeg kan tage en statistik med ind til Glen og få ham til at ændre i startopstillingen. Jeg må arbejde hårdt og håbe, det er nok.«
Er Pusic bedre end dig?
»Det må du vurdere.«
Hvad synes du?
»Det har jeg ingen kommentarer til. Det er ikke mig, som skal vurdere fodboldspillerne. Det gør Glen.«
Og Glen Riddersholm er ikke i tvivl. Selv om Martin Pusic og Morten Duncan Rasmussen gør det fortrinligt, står han over for nemme valg.
»Jeg har det let med det. Når man ser på min tid i FC Midtjylland, har jeg før haft forholdsvis store navne. Når spillerne lever op til vores værdisæt, er jeg glad. Morten Duncan er kommet i den situation, at han kan score to mål i dag, fordi han er hårdtarbejdende og leverer en fantastisk præstation på en regnfuld dag i Vildbjerg i vores reserveholdskamp. Hvis han ikke havde været klar til at gå forrest der, så havde han heller ikke kunnet det i dag,« siger træneren, der igen afviser at spille med dem begge samtidig.
»Jamen, hvorfor skulle vi spille med to angribere? Vi er det bedst præsterende hold i hele 2013 og 2014. Vi har en gennemarbejdet stil og koncept, så det ville være underligt at ændre på det. Det her fungerer.«
