Det var en doven eftermiddag et godt stykke inde i ferien. Vi var blevet lidt for dygtige til at trille ned på stranden, bestille røræg og kaffe i skyggen på strandbaren og så ellers bare lade dagen gå med at drikke friskpresset ananasjuice og svømme hen i synet af Det Indiske Ocean, der utrætteligt kastede sine bølger ind på den brede sandstrand.

Men så er det, man på et tidspunkt føler, man bør foretage sig noget. Og pludselig finder sig selv på en blomsterfarm, selv om jeg ikke just kan påstå, at det er en interesse, jeg har taget med hjemmefra.

Jeg kan for eksempel ikke mindes, jeg nogensinde har været på en planteskole i hele mit voksenliv eller for den sags skyld har en specielt blomstrende vindueskarm fraset en træt potte basilikum. Sidst, jeg var i Botanisk Have, var for at se Master Fatman spille bossa.

Anyway, vi var med andre ord til fals for lidt af hvert og stod nu og så på farvestrålende blomster cirka 20 kilometer øst for Unawatuna, da en mand ville have os med ud at sejle på søen ved siden af. Tjah, hvorfor ikke?

Vi steg ombord på hans lille båd med påhængsmotor, og børnene begyndte at kigge efter krokodiller, som der ganske rigtigt var mange af i de mudrede vand, selv om vi ikke så nogen denne dag.

Første stop var ved et kæmpemæssigt træ, der myldrede med vilde aber. Næste ved et buddhistisk kloster, hvor vi så et lille, men fint udsmykket tempel og på afstand betragtede en gruppe unge munke i bordeaux klædedragter, der sad på gulvet i en stor træbygning og modtog undervisning. Også ganske fint, men alt denne eftermiddag foregik lidt med den her halvhjertede følelse af at være turist på automatpilot.

Kanelfamilien

Indtil vores ferskvandskaptajn henkastet spurgte, om vi vil besøge »kanelfamilien«...

Kanelfamilien? Vi steg atter ombord og tukkede over i et fjernt hjørne af søen, hvor en lille ø lå og puttede sig.

Vi hoppede i land og konstaterede, at den sortmudrede bred straks gik over i en tæt jungleagtig bevoksning. Vi gik blandt saftige, grønne planter ad en smal snoet sti og så diverse nøddetræer og -buske på vores vej.

Efter lidt tid kom vi til en lille undseelig hytte på toppen af en bakke. Her boede en mand og hans kone, begge på omkring 50 år, sammen med deres store teenagedatter, der tidligere blev sejlet i skole af sin far, men nu selv padlede sig vej til skolebussen på fastlandet.

Manden pegede på beplantningen rundt om hytten, der gled umærkeligt over i den øvrige jungle. Han rev et blad af en af de lave, grønne buske og gned det mellem fingrene.

Mine børn var ikke i tvivl: Risengrød!

Fra træ til kanel

Derpå tog han nogle friske tynde grene og begyndte med sit yderst beskedne udstyr at skrælle barken af. Først det yderste lag og dernæst lagvist det saftige nøgne træ, som det lykkedes ham at vriste fri med en lille krum kniv efter først at have banket det løst med en lille hammer.

I farve og konsistens var der stadig langt til ens opfattelse af tørret kanelbark, men formen var allerede på plads, da træet naturligt ruller sig sammen.

Og så havde kanelfamilien »snydt lidt«, ganske som i tv-køkkenet. Konen hentede noget kanelbark, der allerede var tørt, og begyndte at pulverisere det i en morter, der i størrelse nærmest mindede om en smørkærne.

Efter kyndig behandling passerede hun pulveret gennem en fin sigte, og ud på en gammel avis med tegn, man ikke kunne forstå, dryssede den fineste kanel.

Som tak for demonstrationen og for at få tilbudt dampende kanelte af den yderst venlige familie, købte vi både kanelbark, kanel i pulverform og kanelolie, der skulle være godt mod både dit og dat. Vi har naturligvis aldrig brugt nogle af delene…

Lidt info om kanel

  • Kanel har man kendt til i 5.000 år, og det er således et af verdens ældste krydderier.

  • Kanel er tørret bark fra træsorten Cinnamomum genus.

  • Sri Lanka står for 80-90 procent af verdens kanelproduktion.

  • Kanel er bl.a. godt mod hovedpine, forstoppelse og diabetes.

  • I bl.a. Nordafrika, Indien og Mexico anvendes kanel også i det salte køkken.