Du kan blive syg af kopivarer
Selv om det kan være fristende at slippe billigere til en Louis Vuitton-taske eller en Hugo Boss-skjorte, skal man holde sig væk fra kopivarer.
Selv om det kan være fristende at slippe billigere til en Louis Vuitton-taske eller en Hugo Boss-skjorte, skal man holde sig væk fra kopivarer.
Der er nemlig stor risiko for, at kopivarerne indeholder farlige stoffer eller kemikalier, fordi der ikke er kontrol med, om varerne overholder fastsatte grænseværdier.
Det er det europæiske politisamarbejde Europol, der er ude med advarslen. Det forklarer en ekspert fra Europol til Berlingske.
- Det er ikke længere kun Louis Vuitton og Chanel – alt kan forfalskes. Vi har set falske kondomer, falsk vin, falsk mineralvand og falsk te, der blev lavet af græs og tilsat kemikalier for smagen. Der er jævnligt beslaglæggelser af falske pesticider med et skadeligt indhold, og det er jo skræmmende, for pesticider ryger ind i fødekæden, forklarer kilden til Berlingske.
Europol får løbende indberetninger fra medlemslandene om, at det specielt er giftstoffet formaldehyd i mærkevaretøj til børn, der er blevet populært i kopierne. Stoffet kan give hudirritation, åndedrætsbesvær og astma.