Mange danskere går nok og tæller ned til juleaften i disse dage. Men en stor andel glæder sig ikke til hjerternes fest.

Om bare tre dage går det løs! Juleaften venter forude med et spækket julebord, dansen om træet, sange, gaver og hygge med familie og venner. Det lyder jo ellers rart nok - eller hvad?

Nej, mener hver tredje dansker i en undersøgelse fra sidste år foretaget af Politiken.

Det kan være svært at forstå for de mange af os, der bare ikke kan få nok af hverken æbleskiver, julesange eller nisser, men det er da heller ikke nissernes skyld, at hver tredje dansker melder pas på højtiden.

67 procent af de knap så julebegejstrede svarer nemlig, at de mener, at julen er blevet for kommerciel.

Det høje antal 'julehadere' overrasker ikke kultursociolog Emilia van Hauen:

»Ideen om en højtid, hvor vi fejrer forholdet til hinanden og glæden ved at have hinanden, er positiv. Men med gavepligten går højtiden fra noget frivilligt og relationsbaseret til at være et økonomisk bevis på, hvor højt du er elsket, eller hvor højt du elsker. Det bliver en udveksling af penge i stedet for en udveksling af omsorg,« fortæller hun til Politiken.

Men bare rolig. Selvom du er ved at være lidt træt af julerierne - eller skal fejre juleaften med en der er - så glæd dig over, at der ikke er noget, der tyder på, at det kommer til at skabe dårlig stemning.

Kun 18 procent af de adspurgte danskere svarer nemlig, at de oplever, at der ender med at være dårlig stemning i familien.