DSB får kritik af frivillige hjælpere og organisationer i Flensborg, fordi jernbaneselskabet tjener stort på salg af billetter til flygtninge - billetter, som bliver betalt via indsamlinger på tysk side. Det skriver Flensborg Avis.

Flygtninge på vej mod Skandinavien rejser transit fra Flensborg til København og så videre mod Malmø i Sverige med DSBs IC3-tog. Turen starter altså i Flensborg, hvor flygtningene som regel også køber deres billet.

Pelle Hansen, der er medlem af partiet De Grønne i Flensborg, kalder det uanstændigt, at DSB forsøger at tjene på flygtningekrisen. De burde sætte priserne på billetter til flygtninge ned.

»Her på banegården i Flensborg bliver der fra frivillig side ydet den flygtningehjælp, som Tyskland, Danmark og Sverige i grunden er ansvarlige for. Det er så ikke i orden, at det oven i købet bliver udnyttet økonomisk,« siger Pelle Hansen til Flensborg Avis.

Konkret kræver han af DSB, at flygtningene bliver transporteret til halv pris. En voksen-enkeltbillet fra Flensborg til København koster 56 euro eller godt 400 kroner. Billetten til Malmø koster 66 euro eller næsten 500 kroner.

DSB afviser kritikken af, at de forsøger at hive en økonomisk gevinst i land som følge af de mange flygtninge, der skal transporteres med toget.

»Vi betragter det ikke som en god forretning. I forhold til at vi i hele Danmark transporterer 560.000 passagerer om dagen, drejer det sig kun om en lille håndfuld afgange fra Flensborg dagligt,« siger den vagthavende talsmand hos DSB til avisen.

Der er otte daglige afgange fra Flensborg til København mellem tidlig morgen og sen aften. Ikke alle tog er fyldte, og et skøn lød fredag på, at der for tiden måske rejser 300 til 400 flygtninge via Flensborg til København om dagen, skriver Flensborg Avis.