På toppen af succesen brækkede det folkekære band Shu-bi-dua over i druk, svigt og sceneskræk

Med finurlige småsjofle tekster red de igennem 70erne på en bølge af succes. 5-6 sømænd i en båd. Uden kaptajn. Men efter syvende plade havnede de i en bølgedal, mistede retning, og to kaptajner tog styringen, mens de, der ikke ville følge med, røg over bord.

Det er historien om det band, der med seks mio. album er det bedst sælgende nogensinde i Danmark.

Bandet, som blev til ved lidt af en tilfældighed, tog navn efter amerikanske syngepigers ’shu-bi-dua’-kor ,og som blot behøver at synge ’Jeg har en ...’, før folkseskaren fuldfører resten af ’Vuffelivov’-sangen om menneskets bedste ven.

Men historien gemmer også på en sandhed om bandet, som de færreste kender til. Og efter syvende plade kørte de morsomme ordmagere træt og blev rystende uvenner. Det fortæller bandet om i den nye dokumentar ’Fluer i Kødbyen’.

På det tidspunkt begyndte personlighederne for alvor at træde frem. Trommeslageren Bosse Hall Christensen havde taget rock’n’roll stilen lovlig meget til sig og udviklede efterhånden et alkoholmisbrug. Bandet følte sig svigtet af ham, og han af bandet. Keyboardspilleren Jens Tage Nielsen havde ikke længere lyst til at stå på scenen og spille koncerter. Problemerne med de to bandmedlemmer fik Michael Hardinger og Michael Bundesen til at sige stop. De gad ikke mere pjat og tog styringen: Det var en alvorlig sag at lave underholdning.

Tog opgøret i et sommerhus

Så efter en mislykket tur til Michael Bundenses forældres sommerhus, hvor DR i øvrigt var med på sidelinjen for at lave et portræt af dem, tog de opgøret.

»Jeg husker den tur som dødssyg. Og vi virker heller ikke ret glade, når man ser det. Da vi kørte hjem til vores hus og stod på trappen, sagde vi til hinanden: Det her gider vi ikke mere,« fortæller Michael Hardinger i dokumentaren, mens gamle optagelser af bandet, der samlet om et spisebord med cigaretter, bajere og en pakke Guldkorn desperat forsøger at sætte nogle ord sammen til en sjov tekst.

Bandet blev den dag splittet op i to, og den ene halvdel, Bosse Hall Christensen og Jens Tage Nielsen, blev bedt om at gå.

Men med de to morsomme drenges afgang forsvandt også noget af ordtrylleriet i Shu-bi-dua, som især Bosse Hall Christensen havde bidraget med. Eller hans mor faktisk.

I dokumentaren fortæller Bosse Hall Christensen, hvordan hans skøre mor fandt på de særeste ord – en sproglig kreativitet, som han selv første videre og bragte med ind i Shu-bi-dua og gjorde til fundamentet i bandets tekster.

Stoppet af blodprop

På trods af stridighederne og de efterfølgende manglende morsomheder lykkedes det dog den nye udgave af bandet at forsætte mange år endnu, indtil forsangeren Michael Bundesen fik en blodprop i hjernen i maj 2011. Siden har de hverken udgivet musik eller spillet koncerter.

I 2013 var de dog på scenen –Michael Bundesen i kørestol – da Shu-bi-dua modtog Danish Music Awards Ærespris. Hele det oprindelige band var også samlet i Fredericia i 2015 til premieren på ’Shu-bi-dua – The Musical’, et stykke, der blev set af mere end 170.000 mennesker.

Du kan se hele historien om Shu-bi-dua i dokumentaren ’Fluer i Kødbyen’ på DR TV.