Ikke nok med, at TV2 har erklæret krig mod DR ved at lægge genudsendelsen af 'Badehotellet' lige overfor '1864'. Hvilket i sig selv er et usædvanligt skridt, fordi det er brud på en stiltiende aftale om ikke at vise public service-tv på samme tid. Af hensyn til seerne.

Nu er krigen også brudt ud internt i Danmarks Radio, hvor DRs egen oversmagsdommer, Adrian Lloyd Hughes, smider noget af en håndgranat i sin egen lejr.

- Vi er nu over halvvejs i 1864, og jeg knækker min sabel over knæet, og giver op. Det venligste vi nu kan gøre er, at plukke scenerne een ad gangen, når der er noget der fungerer dramatisk, skriver DRs übersmagsdommer, Adrian Hughes på sin Facebook-profil.

Adrian Hughes, som er vært i DR2-programmet 'Smagsdommerne', der hver uge bedømmer underholdnings- og kulturtilbud, håner offentligt Ole Bornedals episke tv-drama, og fortsætter sin nedsabling af kollegaens værk således:

- Kaptajn Dinesen giver den som Den Sidste Mohikaner, og det mest perfide man kan gøre mod hele serien er at anmelde 1864 med dens egne ord, nemlig dem manusskriptforfatteren Ole Bornedal lægger i munden på Kgl. skuespillerinde Johanne Louise Heiberg, spillet af Sidse Babett Knudsen: (citeret efter hukommelse) "Ethvert drama har en begyndelse, en midte og en afslutning. Dette virker som et dilletantstykke opført i et forsamlingshus langt ude i provinsen, [hans ord, ikke mine!]med Per Smed som Kongen og Degnen som Dem, Hr. Monrad!

Og smagsdommer-værten Adrian Hughes slutter sit usædvanlige frontalangreb på landets hidtil dyreste tv-serie med følgende skudsalve:

- Når talen falder på den historiske TV-serie 1864 vil vi om kort tid se forlegent ned og skifte emne meget hurtigt.

Overfor BT medgiver Adrian Lloyd ughes, at han måske har stukket hænderne ned i en hvepserede ved at kritisere DRs egen højprofilerede serie:

- Jeg ved det godt. Og det er både ærgerligt og problematisk, at jeg kritiserer vores egen serie. Men på den anden side, synes jeg, at jeg har ventet og holdt mig tilbage i lang tid, siger Adrian Huges.

- Jeg havde enormt store forventninger og havde glædet mig rigtig meget til at se den serie. Jeg kan godt se, at den har monumentalt flotte billeder, og nogle fornemme skuespilpræstationer. Men jeg synes overhovedet ikke, at dramaet fungerer. Og jeg er kommet der til, hvor jeg har det sådan, at det rager mig en høstblomst om de brødre overlever eller om de dør ved at løbe ind i en kugleregn eller en bajonet.

- Jeg synes simpelthen ikke, at der et gjort godt nok rede for hovedpersonernes motivation, og derfor synes jeg, at vi ser et melodrama, der falder fra hianden, mens vi kigger på det. Man kunne også kalde det et færdselsuheld i meget langsom gengivelse, siger Adrian Hughes til BT.