Nu er det officielt: Kevin Magnussen er i den kommende sæson reserve- og testkører for McLaren-Honda, mens Fernando Alonso og Jenson Button skal ud og forsvare holdets farver i Formel 1-løbene.
Men Magnussen er ikke knækket af de dårlige nyheder. Langt fra. Det skyndte han sig at fastslå på det sociale medie Twitter, hvor han kort efter, at nyheden blev bekræftet ved et pressemøde i McLarens hovedkvarter i Woking, lagde et billede ud af Arnold Schwarzenegger fra Terminator-filmen.
- Ingen overskrift nødvendig. #aldrigopgivedrømmen, skriver Magnussen.
Billedet er naturligvis en hentydning til det måske mest berømte replik, som den tidligere guvernør i Californien udtalte i den første Terminator-film:
»I'll be back.«
Magnussen er med andre ord fuldt ud besluttet på, at han igen skal tilbage i Formel 1-feltet. Danskeren har på ingen måde opgivet håbet om en dag at realisere drømmen om at blive verdensmester i motorsportens kongeklasse.
