Måske skal Sønderjyske ikke ud og lede efter en ny cheftræner alligevel? For afløserne kan allerede sidde på træningsanlægget i Haderslev.

Sportschef i Sønderjyske, Hans Jørgen Haysen, åbner over for JydskeVestkysten op for, at de nuværende assistenttrænere, Peter Enevoldsen og Henrik Hansen, kan overtage superligaholdet frem til sommer.

»Ja, det kan godt blive et scenarium. Lige nu er alle muligheder åbne. Det siger sig selv, at vi ikke skal hente en hovsa-løsning. Den træner, vi skal have i spidsen, skal være den helt rigtige. Lige nu har vi to dygtige assistenter i Peter og Henrik, og det gør også, at vi har mere is i maven og tager den tid, det tager. De to kan sagtens klare det i en periode, men jeg vil godt slå fast igen, at vi som udgangspunkt forsøger at have det løst, til når vi starter op i januar,« siger Hans Jørgen Haysen til JydskeVestkysten.

Jagten på Jakob Michelsens afløser har vist sig sværere, end man nok havde forventet i Sønderjyske. FC Helsingør-træner Christian Lønstrup har længe lignet et godt bud - men det ser nu ud til at strande på grund af manglende P-trænerlicens.

Og Thomas Frank, der også har været inde i billedet, har for nyligt skrevet under for den engelske Championship-klub Brentford.

Endeligt har Allan Kuhn angiveligt takket nej, da han endnu ikke føler sig klar efter sin fyring i Malmø.