Historien om barkongen Adam Falbert er en utrolig historie om en ung mand, der droppede ud af jura for at drive sin bar som 23-årig og nu - 17 år senere - ejer 27 barer og tjener millioner på sine mange forskellige barkoncepter.

Før CBS blev rigtig populært, var jura dengang i 90'erne noget af det ypperste, man kunne læse, hvis man ville frem her i verden, men det blev nattelivet og barbranchen, der vandt, fortæller søn af tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Bent Falbert i et stort interview med Berlingske.

»Jeg indså, at der ikke var tid til jurastudiet og samtidig drive en barkoncern. Jeg måtte vælge, og jeg valgte rigtigt, vil jeg mene,« fortæller Adam Falbert.

Han købte sin første bar som 23-årig, der senere blev kendt som Blue Buddha, og nu ejer hans koncern Rekom 27 forskellige koncepter fordelt ud på 50 forskellige barer i Danmark og Norge. Sidste år tjente selskabet 51 millioner kroner og året før 39 millioner - en vækst på 31 procent på bare et år.

Det skabte store overskrifter i maj i de lokale medier, da koncernen købte hele ni barer og natklubber i Skandinaviens største festgade Jomfru Ane Gade. Men barerne tæller også populære koncepter som Heidis Bier Bar, The Australien Bar og Hornsleth Bar i København.

I hele Danmark og også i Norge ejer han barer, og han forklarer selv sin succes med, at der er et bredt udvalg af barer for enhver smag.

»Vi har en bar til ethvert humør. Det er en af årsagerne til vores succes. Hvis du ser på vores forskellige koncepter som samlet produkt, så har vi altid noget, som folk har lyst til, når de skal ud. Hvad enten det er en afterskibar eller en natklub, gæsterne vil på,« siger han til mediet.

Koncernen har barer og natklubber i byer som København, Aalborg, Thisted, Vejle, Odense og i Oslo.

Og partnerne i Rekom bruger en noget speciel metode til at vurdere, om de skal starte en bar op i en by.

Adam Falbert fortæller, at de både tager sammen på klubber i byen og hver for sig for at tale med gæster i nattelivet om, hvad de er trætte af, og hvad de mangler, og så finder de ud af, om de passer ind i den by, og hvordan konceptet skal være. De tager gerne til samme by 20 gange for at finde ud af, om de skal starte op der.

Adam Falbert er 40 år og hovedaktionær i Restaurations Kompagniet, Rekom. Den har 1.500 medarbejdere i Danmark og Norge.