Under udfoldelsen af det helt store ceremoniel med processioner i middelalderdragter, trompetfanfarer og æresvagter blev dronning Margrethe i dag udnævnt til æresborger, Honorary Freedom, i the City of London.

Dermed føjede dronningen sit navn til en lang og fornem liste over store mænd og kvinder fra Det Forenede Kongerige, Commonwealth og mange andre lande.

The Honorary Freedom er den højste æresbevisning, som bystyret i Londons finansdistrikt kan tildele nogen. Kun en gang tidligere er den tilfaldet en dansker, kong Christian VII, der som den første udenlandske monark blev hædret i 1768.

/ritzau/